Jevgenij B. Vakhtangov, 1883-1922, russisk skuespiller, instruktør og teaterleder. V var fra 1911 ansat på Moskva Kunstnerteater (MXAT), hvor han underviste i Stanislavskij-systemet, og blev 1921 leder af MXATs 3. studio, der åbnede med opsætningen af Maurice Maeterlincks Den hellige Antonius’ mirakel. Teatret fik senere hans navn, og Vakhtangovteatret eksisterer fortsat. V forenede Stanislavskijs tidlige naturalistiske skuespillerteknik med en modificeret udgave af Meyerholds eksperimenter i en ‘fantastisk realisme’. I en bevægelse fra naturalisme til en tilbagevenden til teatralitet benyttede V masker, musik, dans, abstrakte kostumer og scenografier i sine teaterforestillinger. Målet var at give publikum drømme frem for at stille dem foran et spejl.

Parallelt med dette arbejde ledede V Habima teatret. I den jødiske folklore fandt han en særlig nerve for det groteske. Vs opsætning af det klassiske jiddische skuespil, Sholom Anskis Dybbuk 1922, blev en stor succes. Vs sidste instruktion blev s.å. Carlo Gozzis Princesse Turandot, hvor han genindførte commedia dell’arte teknikkerne. Skuespillerne skulle bl.a. forholde sig ironisk til stykkets tema og kostumere sig for øjnene af tilskuerne. V anses i dag for at være en af de mest betydningsfulde russiske teaterfornyere i første halvdel af det 20. årh.

Bibliografi: Barba, E ‘Kjetteren Vakhtangov’ og Gortchakov, N ‘Vakhtangov som instruktør. Fra prøverne til ‘Princesse Turandot’’ begge i TTT 6, 1968; Fishman, P ‘Vakhtangov’s ‘The Dubbyk’’ i The Drama Review 1980; ‘Evgeni Vakhtangov, 1883-1922’ i Worrall, N Modernism to Realism on the Soviet Stage 1989.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig