Habima, Israels nationalteater i Tel Aviv. Oprettet 1918 i Moskva som det første professionelle hebræiske teater. Habima er et hebræisk ord for ‘scene'.

Russisk-jødiske skuespillere havde 1917 bedt Stanislavskij om hjælp til at oprette et teater, og han udpegede sin elev, Jevgenij Vakhtangov, som Habimas kunstneriske leder. Allerede i 1922 vakte teatret international opmærksomhed med Vakhtangovs legendariske opsætning af Sholom Anskis Dybbuk. Selvom kun få anså forestillingens gammeljødiske sprog for en hindring, så havde Habima fra dets begyndelse eksistensproblemer. Således var Habima truet pga. den nye Sovjetstats manglende tolerance over for jødisk teater, og truppen måtte endeligt forlade Moskva januar 1926 og tage midlertidigt ophold i Riga. Teatret turnerede indtil det i 1931 slog sig ned i Palæstina, hvor det udviklede både dramatik og spillestil i henhold til jødisk tradition. I 1958 blev det etableret som national scene. Habima fik med sin forening af mytepoetiske emner og markante formmæssige iscenesættelser betydning for teatersynet hos bl.a. Antonin Artaud, Peter Brook, Jerzy Grotowski og Eugenio Barba. I dag spilles både moderne klassikere, verdensdrama og national dramatik.

Bibliografi: Levy, E The Habima 1979; Shakow, Z Zum 25jährigen Bestehen des Habima 1945/46.

Teatrets hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig