Aleksandr Tairov

Aleksandr Tairov, 1885-1950, russisk instruktør. Begyndte som skuespiller i 1905 i Kiev, og spillede bl.a. hos Vera Komissarzjevskaja. 1908 iscenesatte han Shakespeares Hamlet og s.å. Tjekhovs Onkel Vanja og blev fra 1913 optaget af pantomimen og iscenesatte Arthur Schnitzlers Pierettas slør. I 1914 grundlagde han s.m. sin kone, skuespilleren Alisa Koonen Kamernyj Teatr (Kammerteatret), som optog ham frem til hans død. Her blev Ts reformerende teatersyn til en af de store fornyelser i den sovjetiske avantgarde med opsætninger som det indiske epos, Sakuntala af Kalidasa 1914 og Oscar Wildes Salomé 1917 til konstruktivistiske scenografier af Alexandra Exter. Senere fulgte Princesse Brambilla efter E.T.A. Hoffmann 1920 og ikke mindst Jean Racines Fædra 1922, der af samtiden blev betegnet som monumental kunst.

Ts virke omfattede også teoretiserende skrifter som Zapiski rezjissera 1921 (Notes of a director 1969). Hvor Ts iscenesættelser i begyndelsen tog afsæt i mere naturalistiske udtryk, gik de via såkaldt neorealistiske udtryk i stigende grad over til at blive abstraktioner i en mere rituelt betinget scenisk form. Fra midten af 1920'erne søgte han en ‘syntetisk kunst’, der forenede scenografi, kostumer, skuespiller og bevægelse til en kunstnerisk helhed. I 1934 forsøgte han med forestillingen Ægyptiske nætter på baggrund af tekster af G B Shaw, Pusjkin og Shakespeare at nå frem til et nyt eksperimentelt scenesprog, hvilket blev meget kritisk modtaget. Ts idéer om det syntetiske teater blev i 1930'erne og 1940'erne anset for at være formalistiske og gik dermed en drøj skæbne i møde i forhold til periodens ideologiske vægtning af entydigt socialistisk realistiske udtryksmåder.

Bibliografi: ‘Alexander Tairov, 1885-1950’ i Worrall, N Modernism to Realism on the Soviet Stage 1989.