Henrik Ibsen

Henrik Ibsen, 1828-1906, norsk dramatiker. Efter at have forladt fødebyen Skien i 1843 gik I i apotekerlære i Grimstad, hvor han i 1849 skrev sit første skuespil Catilina (Stockholm 1881). 1850 forlod han byen og rejste til Christiania (Oslo) og fik s.å. opført Kjæmpehøjen på Christiania Theater. Da Det Norske Theater blev oprettet i Bergen i 1850, blev I ansat som kunstnerisk leder, instruktør og husdramatiker. De første stykker fra Is hånd gjorde dog ingen lykke, og i 1857 flyttede han tilbage til Christiania og blev kunstnerisk leder af Kristiania Norske Theater dér, hvor Hærmændene på Helgeland 1858 (Det Kongelige Teater 1875) blev hans første store succes. Hans egentlige gennembrud kom i 1864 med Kongsemnerne (Det Kongelige Teater 1872), som blev opført i hans egen iscenesættelse på Christiania Theater, da Kristiania Norske Theater var lukket året før og indgået i Christiania Theater.

1864 forlod han Norge med sin hustru Suzannah og sønnen Sigurd, og de næste 17 år var I bosat dels i Italien og dels i Tyskland, før han atter bosatte sig i Norge. På Bjørnstjerne Bjørnsons foranledning fik han kontakt med Gyldendals Forlag i Kbh., hvor samtlige førsteudgaver af hans skuespil blev udgivet fra og desuden Brand (Stockholm 1885, Dagmarteatret 1898), der i 1866 blev Is første store bogsucces. Frem til Kejser og Galilæer 1873 (Kaiser und Galiläer Leipzig 1896, DRradio 1964) skrev han national-romantiske og romantiske skuespil, bl. a. inspireret af Johan Ludvig Heiberg, J.C. Hostrup og Oehlenschläger. Men påvirket af Bjørnsons En Fallit 1875 skrev han Samfundets støtter i 1877 (Det Kongelige Teater s.å.) og blev herefter storleverandør af det borgerlige samfundskritiske problemdrama. I Et Dukkehjem, der havde urpremiere på Det Kongelige Teater i 1879 med Betty Hennings som den første Nora og Emil Poulsen som Helmer, spiller fortiden en afgørende rolle, og den psykologisk-motiverede handling er understøttet af visuelle effekter som gyngestolen, hvor Nora sætter sig i første akt, da livet endnu tegner sig let og lyst, symboliserer hendes tro på fremtiden, mens hendes hemmelige makronspiseri afspejler hendes angst og ubehag. Et Dukkehjem blev diskuteret overordentlig meget, især kunne både læsere og teaterpublikum ikke acceptere, at Nora i slutningen af stykket forlader mand og børn. Det følgende skuespil Gengangere udkom i 1881 (Ghosts Chicago 1882, Aarhus Teater 1883) og virkede med sin kamp mod nedarvede fordomme og autoriteters forløjethed så chokerende på borgerskabet, at teatrene nægtede at spille det. I var som Freud interesseret i splittelsen mellem det bevidste og det ubevidste, og i stykket vises de fortrængninger, der baner sig vej hos fru Alving, og hvordan fortiden, der rulles op i løbet af stykket, udløser katastrofen.

I var og blev uromageren blandt det moderne gennembruds mænd, og i de naturalistiske skuespil blev problemerne sat under stadig debat. I de følgende stykker, bl. a. Vildanden (Bergen 1885, Julius Petersen Turnéteater i Aalborg 1885), Rosmersholm (Bergen 1887, Dagmarteatret 1887) og Fruen fra havet (Kristiania 1889, Det Kongelige Teater s.å.) benytter I den samme metode, hvor det forgangne langsomt afsløres for læser/tilskuer. Efter Hedda Gabler (München 1891, Det Kongelige Teater 1891) udgav I rene symbolistiske skuespil med selvbiografiske træk. Ganske vist havde han også i sin samfundskritiske dramatik blandet naturalisme med symbolisme, men i de sidste skuespil tager symbolikken og det fortænkte ofte overhånd som fx i Når vi døde vågner (Wenn wir Toten erwachen Stuttgart 1900, Naar vi døde vaagner Det Kongelige Teater s.å.). I 1891 havde I bosat sig i Christiania, hvor han døde og blev begravet ved en stor statsbegravelse.

Han var den væsentligste naturalistiske dramatiker, der som noget nyt arbejdede med skjulte hentydninger – undertekster – og var en mester i at karakterisere den menneskelige psyke. Hans logik og psykologiske underbygning af hver replik påvirkede skuespillerne til at anvende den moderne psykologi, og hans fornemmelse for at lade sine personers psyke, sociale tilhørsforhold m.v. afspejle sig i replikker og dekorationer er uovertruffen. Bl.a. udnyttede han den nye lysteknik, som blev mulig med det elektriske lys, til at skabe skiftende stemninger, samtidig med at han fastholdt at arbejde med den traditionelle sceneteknik, udskiftelige sidekulisser, bagtæpper og sætstykker. Hans regibemærkninger er minutiøse, både inden for skuespillernes mimik, bevægelsesmønstre og selve dekorationen, ligesom han var særdeles bevidst mht. brug af farver. Hans skuespil opføres overalt i verden og har haft enorm betydning for udviklingen af det naturalistiske og symbolistiske drama. Se også Det Veldrejede drama; Bearbejdning; William Bloch; Gæstespil; Teaterfotografi.

Dramatiske værker: De Unges Forbund 1869 (Det Kongelige Teater 1870); Kjærlighedens komedie 1873 (Dagmarteatret 1898); Peer Gynt 1876 (Dagmarteatret 1886); En folkefjende 1883 (Det Kongelige Teater s.å.); Bygmester Solness 1892 (Det Kongelige Teater 1893); Lille Eyolf 1894 (Det Kongelige Teater 1895); John Gabriel Borkman 1896 (Det Kongelige Teater 1897).

Bibliografi: Christiansen, S Henrik Ibsen og teatrets konventioner 1983; Johnstone, B The Ibsen Cycle 1992; Eide, T Ibsens dialogkunst 2001; Meyer, M Henrik Ibsen 1971; Wiingaard, J Henrik Ibsen – en essaysamling 2004.