stand-up

Stand-up, eller stand-up comedy er betegnelsen for en underholdningsform, hvor en komiker optræder alene med en strøm af vittigheder, kortere monologer og hurtige replikker. S udviklede sig parallelt i USA og Storbritannien fra sidste tredjedel af 1800-tallet og frem. Den har sine rødder i såvel den victorianske music-hall som den amerikanske vaudeville. I Storbritannien var udgangspunktet, at sangerne i music-halls efterhånden forlængede deres introduktioner til sangene med komiske indfald og også indførte mindre indskud af vittigheder mellem versene. I begyndelsen af 1900-tallet afløstes music-hall’en af varietéen, og her skiltes egentlige komikere ud fra sangerne. De fik nu egne faste figurer som fx Charles Chaplins vagabond med konventionelle rutiner og selvstændige numre, der efterhånden kunne vare op til 20 minutter. Komikerne turnerede år ud og år ind i kredsløbet af hundredevis af varietéer landet over med ca. en uges optræden pr. sted, ofte i sale med op til flere tusind pladser. De var almindeligvis i klovneagtige kostumer og anvendte i stor udstrækning genkendelige gimmicks i form af sære hatte, markante frisurer m.m. Først omkring 1940'erne vandt optræden i almindeligt tøj så småt frem. Der var et ganske rigidt system af hierarkier, hvor den enkelte komikers placering på aftenens program var afhængig af vedkommendes status og publikumsappel. Mindre komikere skulle således ofte løfte åbningen på forestillingen, mens stjernerne først optrådte som finale på anden afdeling. Efter 2. Verdenskrig og under indflydelse af amerikanske gæstestjerner forlængedes den enkelte stjernekomikers optræden til op mod 40 minutter. I USA havde S desuden sine rødder i jiddisch teater med dets skarpe, satiriske forestillinger, samt i cirkus. Her var komikerne almindeligvis opvarmere til en større varietéforestilling eller underholdt publikum i pauserne. At være komiker blev ofte set som et første trin ind i en egentlig og mere respekteret showbusinesskarriere. Med tiden fik de store komikere som fx Marx Brothers dog også plads som selvstændige numre i forestillingerne. I de første mange år var emnekredsen, der blev taget op af komikerne, relativ begrænset. Det var især vittigheder om svigermødre eller om underkuede ægtemænd, forskellige morsomheder om nationale karaktertræk, fedme, skaldethed osv. Nogle komikere bevægede sig på kanten af det vovede, men egentlig grov optræden var sjælden, for det underminerede chancerne for en større karriere. I både USA og Storbritannien brød det vidt forgrenede varietékredsløb endeligt sammen i 1950'erne. Det blev især udkonkurreret af tv, og komikerne blev i stedet en del af natklubmiljøet. Her blev en større intimitet mulig, men samtidig blev mikrofonforstærkningen en fast del af S. Den indgik nu som en del af de virkemidler, komikere havde. Mikrofonen gav også nye muligheder for at lukke munden på de såkaldte hecklere, medlemmer af publikum, der med tilråb forsøger at hyle komikeren ud af den. I 1950'erne og 1960'erne begyndte således med udgangspunkt i USA en ny udvikling hos en generation af komikere. Nu udvidedes emnekredsen kraftigt til også at omfatte politiske emner, racespørgsmål og ikke mindst sex. Dette blev bl.a. ført an af Lenny Bruce, der flere gange blev anholdt pga. indholdet i sine shows, og siden er portrætteret af Dustin Hoffman i filmen Lenny fra 1974. S skiftede desuden form fra at være altovervejende korte vitser og en-linjede slagord til længere, mere udfoldede monologer, dog stadig med flere selvstændige pointer, der behandlede et emne. Sorte amerikanske komikere kunne nu også begynde at optræde for et hvidt publikum. I 1970'erne eksploderede S som fænomen i USA, og en række komikere, bl.a. Richard Pryor, Steve Martin og Bill Cosby, fik stjernestatus. S kunne nu ud over i klubber og mindre teatre ses i store koncertsale og endda på stadions. En tilsvarende udvikling kom med nogen forsinkelse til Europa. Ss enorme popularitet betød, at en række af komikerne, fx Robin Williams, Eddie Murphy og Billy Crystal, kunne krydse over til såvel film som tv-karrierer. Også studieværter som Jay Leno har en baggrund i S. I Danmark blev S først en realitet omkring 1990. Her begyndte nogle få komikere at eksperimentere bl.a. på restaurant Din’s i Kbh. Fænomenet fik dog hurtigt fat ofte med afsæt i små klubber, værtshuse og på diskoteker. I løbet af de næste år opstod derfor et udbredt S-miljø i Danmark, ikke mindst pga. en effektiv styring gennem bookingbureauet Funny Business Inc. (FBI). I Danmark har S også kunnet føre til en mediekarriere, hvor bla. Casper Christensen, Frank Hvam, Lars Hjortshøj og Jan Gintberg omkring årtusindskiftet har været toneangivende i en fornyelse af dansk underholdnings-tv. Også transformationen fra klubmiljøet til de store scener er sket i Danmark, hvor komikere som bl.a. Anders Matthesen, Mick Øgendahl, Mette Lisby og Amin Jensen har gennemført landsdækkende turnéer i koncertsale og kulturhuse. Betty Nansen Teatret har med Ibsen- og Shakespearebearbejdelserne, Gynt 2005 og Købmanden 2007, gjort S til en bærende del af forestillingerne med stand-uppere som Rune Klan, Jonatan Spang, Carsten Bang og Omar Marzouk, og fra 2007 er Jonatan Spang blevet chef for Nørrebro Teater i et ønske om med S som udtryksform at få et ungt publikum i tale.

Bibliografi: Cook, W Ha Bloody Ha 1994; Double, O Stand-Up! 1997; Wilmut, R Kindly Leave the Stage 1985.