Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

parodi

Oprindelig forfatter Eig

parodi, af gr. Parodia, af paraog ode ‘sang’, dækker flere fænomener, men anvendes i dag oftest som betegnelse for en humoristisk-satirisk og karikeret fremstilling af en kendt person. I klassisk sammenhæng anvendes ordet ofte synonymt med travesti, der egentlig er betegnelsen for former, hvor heroiske eller mytologiske figurer drages ned på et jordnært plan. Det er fx tilfældet i Holbergs Ulysses von Ithacia 1725. Modsat er P i en ældre forstand af ordet oftest fremstillingen af jævne folk med brug af stillån fra mere ophøjede former. Det sker fx i John Gays The Beggar’s Opera 1728, hvor stilelementer fra den aristokratiske italienske opera anvendes til en satirisk beskrivelse af tyve og røvere, og i J.H. Wessels Kærlighed uden strømper 1772. P er et centralt element i mange populære teaterformer. I operetten er den parodiske fremstilling og den dermed beslægtede brug af karikaturer ofte udbredt, som fx med Jacques Offenbachs udlevering af Napoleon III i Orfeus i underverdenen 1858 eller Gilbert & Sullivans parodiering af offentlige autoriteter, fx admiralen i H M S Pinafore 1878. I fransk og tysk kabarettradition indgår P på i samtiden kendte og ofte omstridte personer. Det samme gælder britisk music-hall, hvor desuden P på konkurrerende komikere var et fast element. I den særlige danske revytradition er P ikke mindst fra 1950'erne og frem blevet et væsentligt element. Den respektløse, men dog ofte kærligt-ironiske udstilling af især politikere indgår ofte som forestillingernes slagnumre. Fra 1970'erne og frem er Dronning Margrethe II desuden blandt de ofte parodierede personer. I disse P betjener man sig af overdrivelse og stilisering i fremstillingen af genkendelige og karakteristiske ydre træk såsom ansigtstræk, frisure, kropsholdning, stemme eller beklædning. Desuden lægges den parodierede udsagn i munden, der virker som en komisk, latterliggørende eller satirisk kommentar til den virkelige person og hans eller hendes standpunkter. En særlig form er stemmeparodien, hvor alene den parodieredes måde at tale på gøres efter med humoristiske udsagn; især har Thomas Eje specialiseret sig i denne type.

Bibliografi: Christiansen, S Det komiske på teatret 1988; Petersen, B Parodiens teori 1976.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Eigtved: parodi i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429545