Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

operette

Oprindelig forfatter Eig

operette, diminutivform af opera, dvs. lille opera. I udstyr, længde og krav til de medvirkende er en O normalt på højde med en opera. Der er derfor snarere tale om en formindskelse af det alvorstunge, komplicerede eller højtidelige. O, der opstod omkring 1800-tallets midte, er delvis en videreførelse af tidligere populære musikteaterformer, fx de tyske Singspiele (syngespil), som også Mozarts Tryllefløjten 1791 er i slægt med. O forener således flere elementer: den har komediens og farcens forviklings- og forvekslingsbaserede handling, anvender populær musik, i begyndelsen inspireret af samtidens fashionable toner, men det hele er indordnet operaens gennemkomponerede form og kræver skolede stemmer. Idealet for operetten er en sansemættet oplevelse, hvor hverdagens trivialiteter modstilles lykkeberuste øjeblikke, og satiren og parodien kan være fremtrædende elementer. Fremvæksten af Paris’ store boulevardteatre midt i 1800-tallet blev basis for Os store gennembrud i forhold til storbyens nye, store middelklassepublikum. Det er især Jacques Offenbachs forestillinger, der fra hans første O Orfeus i underverdenen 1858 sætter formens standard. Den er båret af satiriske og parodiske elementer, idet dens hovedmål er at gøre nar af Napoleon IIIs degenererede hof med dets drukkenskab og tåbelighed. Forestillingen knyttede sig tæt til sit publikum med samtidens forkærlighed for at spidde åbenlyse dumheder i aristokratiet, og brug af den mest populære danseform, can-cans, musik til sidste akts finale. Den franske O tegnede en linje, hvor det let frivole og samtidsparodiske, med afsæt i middelklassens dagligliv, spillede en stor rolle fx i hans Pariserliv 1866. I modsætning hertil blev Wiener-O synonym med det romantiske og eventyrlige. Her er klasse- og rangsystemet almindeligvis centralt som i Johann Strauss d.Y.’s Flagermusen 1874, hvor en del af plottet udspiller sig omkring forvekslingen mellem stuepigen Adele og hendes frue. Med denne O introduceredes valsen som fast bestanddel i Wiener-O. Den smægtende, fejende dans, der tidligere ansås for usædelig, blev nu acceptabel om end stadig pirrende, når den som her indgik i et hofbal hos den mystiske Prins Orlofsky, der altid spilles af en kvinde. Hermed blev en særlig sanselig udformning af Wiener-O, hvor publikum kan vugge i takt til musikken, en realitet. Dette var mindre udtalt i den britiske O, der især blev udformet af Gilbert & Sullivan. Fra succesen med H M S Pinafore 1878 og nær ved 20 år frem dominerede deres O den britiske scene. Fra 1893 spilledes de på The Savoy Theatre, som deres forlægger Richard D’Oyly Carte lod bygge til dem. En kombination af romantik og satire var det bærende, men det var samtidens moralske eller etiske spørgsmål, der var afsæt for handlingen. Dette sættes elegant i relief gennem brugen af symbolske steder for handlingen: ombord på et krigsskib (Pinafore 1878), blandt pirater (Piraterne fra Penzance 1879), i en lille by i Japan (Mikadoen 1885) eller ligefrem i Utopia (Utopia Limited 1893). Et særkende er de tungebrækkende, ekvilibristiske numre, ofte skrevet til en i samtiden kendt og berømt music-hall-stjerne. I Danmark kendes denne type især som ‘Admiralens Vise’ fra Den gode fregat Pinafore Det Kongelige Teater 1955. Gilbert & Sullivans O kræver i øvrigt gode, skolede stemmer og er jævnligt på repertoiret blandt operakompagnier i modsætning til de fleste andre O-typer. Efter 1900 videreførtes O-traditionen bl.a. af Franz Lehár med fx Den glade enke 1905 og Smilets Land 1929 og Emmerich Kalman med fx Czardasfyrstinden 1915 og Grevinde Maritza 1924. Indtil 2. Verdenskrigs udbrud var en stadig strøm af nye, især tysksprogede O på plakaten i såvel Europa som USA. I Danmark har O også været en dominerende genre inden for musikteatret, oftest som lokale opsætninger af udenlandske forestillinger. Nogle få, såsom Emil Reesens Farinelli 1942, er dog rent danske. Med efterkrigstidens nye kulturelle og sociale bevægelser blev O med dens ofte utopiske, eksotiske eller aristokratiske miljøer endegyldigt fortrængt af musicalen, som den er en delvis forudsætning for, og som indtil midten af 1960'erne beholdt sin uomgængelige lykkelige slutning.

Bibliografi: Traubner, R Operetta 1984; Holmer, E Operettefører 1998.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Eigtved: operette i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 15. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429477