Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

musical

Oprindelig forfatter Eig

musical, en teaterform, hvor sang, populærmusik og ofte dans er en integreret del af forestillingen. M opstod på Broadway i New York omkring slutningen af 1920'erne som et resultat af forskellige påvirkninger. Den europæiske operette, der fra ca. 1870 havde været en del af det amerikanske teaterliv, smeltede i løbet af tiden omkring 1900 sammen med en række amerikanske underholdningsformer, især vaudevillen, en varietéform, hvor de enkelte numre blev holdt sammen af en spinkel rammehandling. Dertil kom ekstravagancen og revyen, som den udfoldedes hos fx The Ziegfeld Follies, der var overdådige udstyrsforestillinger, med storslået sceneri, medrivende musik og frem for alt en chorus line med korpiger. I begyndelsen af 1900-tallet vandt de såkaldte musical-plays og musical comedies frem. Det var forestillinger, hvor et egentligt drama anvendte indlagte sange, bl.a. skrevet af Irving Berlin og ofte præget af sort populærmusik. Teatret var det vigtigste medium til udbredelsen af nye hits, indtil grammofonen overtog omkring 1920. Som den første egentlige M regnes Jerome David Kern og Oscar Hammersteins Show Boat fra 1927. Den forenede på elegant vis alle de ovennævnte strømninger med en amerikansk nostalgi og blev derfor model for en række senere musicals. Efter krakket i Wall Street 1929 varede det dog en del år, før M for alvor fandt en ny form. I depressionsårene var det stadig den tidligere form, hvor der satsedes på at få spillet nye hits, som ikke nødvendigvis havde noget med handlingen at gøre, der dominerede. Det gjaldt også for forestillinger med musik af bl.a. George Gershwin og Cole Porter, der til gengæld satte nye standarder for niveauet i teatermusikken. Med Richard Rodgers og Oscar Hammersteins Oklahoma! 1943 sejrede Broadway M for alvor. I denne forestilling var alle de karakteristika, der kendetegner genrens udformning i dag, en realitet. En Broadway M er således en forestilling i to akter, hvori sang og musik dels er integreret i fortælleformen og dels er motiveret i handlingen. Som et ufravigeligt krav er en happy ending den utopiske finale på forestillingen. Plottet er ofte baseret på historien om et romantisk par, hvis forskellighed i social eller kulturel baggrund umuliggør forholdet. Forestillingen bliver en demonstration af, hvorledes især kulturelle modsætninger må overvindes, for at kærligheden kan sejre. Med Oklahoma! kunne dans desuden indgå som medfortællende faktor, idet første akts finale var en handlingsbærende sekvens, koreograferet af Agnes De Mille. Op gennem 1940'erne og 1950'erne kom en lang række M, der i dag betragtes som klassikere, fx Irving Berlins Annie Get Your Gun 1946, Cole Porters Kiss Me Kate 1948 og Alan Jay Lerner og Frederick Loewes My Fair Lady 1956. Perioden kaldes også for Rodgers & Hammerstein-æraen pga. deres dominerende status. Med Leonard Bernstein og Stephen Sondheims West Side Story 1957 rykkedes ved en af de faste konventioner, idet forestillingen havde en tragisk slutning. Sondheim blev senere den måske mest betydende fornyer af den amerikanske M med bl.a. Company 1970, Follies 1971, Sweeney Todd 1979 og Into the Woods 1987. Op igennem 1960'erne kom desuden Jerry Bock og Joseph Steins Fiddler on the Roof 1964 samt John Kander, Fred Ebb og John van Drutens musical Cabaret 1966, som eksempler på at Broadway M er under pres for fornyelse. Denne kommer med premieren på Gerome Ragni og James Rados’ Hair på Broadway 1968, med rockmusikken som sin musikalske basis i modsætning til den hidtidige polerede, på swing og jazz baserede Broadway-showstil. Desuden introducerede Hair en ny emnekreds, med afsæt i den eksploderende ungdomskultur og dens slagord om sex, drugs and rock’ n’ roll. Det blev dog i London, at den nye bølge af M fik sit centrum, med Andrew Lloyd Webber som den meste fremtrædende eksponent for denne ny stil. Hans Jesus Christ Superstar 1971 og siden Evita 1978, begge med tekst af forfatteren Tim Rice, satte nye normer for, hvad M kunne handle om, og for, hvordan klassiske musikgenrer og populærmusik kunne blandes. Hvor den klassiske Broadway M havde en romantisk historie med happy ending som sin bærende idé, blev det nu tragiske historier, M iscenesatte. Det var, med Jesus Christ Superstar som model, oftest heltens ensomme kamp mod forskellige former for overmagt, der drev plottet. Det tragiske forstærkedes i 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne med genrens stadige tilnærmelse til operaen. Stort anlagte, ofte melodramatiske forestillinger med gennemkomponeret musik som Alain Boublil og Claude-Michel Schönbergs Les Misérables 1986 eller Webbers The Phantom of the Opera 1986 satte nye standarder. Mod årtusindskiftet begyndte denne søgen efter det stadigt mere storslåede at blive problematisk, og udviklingen af genren gik noget i stå pga. manglende evner til at finde nye veje samt produktionernes enorme økonomiske omkostninger og de forventninger, der nu knyttede sig til M. I Danmark var operetten, pga. den store indflydelse fra tysk kultur, indtil 2. Verdenskrigs afslutning dominerende. Først i efterkrigstiden begyndte de amerikanske M for alvor at blive opført på danske scener, mens en egentlig dansk produktion af M ikke fandtes. Et vendepunkt kom med opsætningerne af hhv. Hair Gladsaxe Teater 1968 og Cirkusbygningen 1971 og Jesus Christ Superstar Falkonerteatret 1971. Først i 1980'erne kommer egentlige danske forestillinger bl.a. Hans Kragh-Jacobsen og Kasper Windings popmusical Frit Fald Bellevue Teatret 1982 og Sebastians Skatteøen Folketeatret 1986. I 1990'erne rammes Danmark for alvor af det, pressen udnævner til M-bølgen, med Østre Gasværk Teater, Gladsaxe Teater og Det Ny Teater som de førende scener. På førstnævnte så over 170.000 mennesker Les Misérables fra premieren 1992, og dermed er nye normer for kommerciel succes sat. Det Ny Teater fastholder interessen for genren som dens københavnske hovedscene, med bl.a.Webbers Phantom of the Opera 2000-01 og Cats 2002, samt Mel Brooks’ The Producers 2006. Med tiden så også en række danske M dagens lys, bl.a. Sebastian og Flemming Enevolds Cyrano Gladsaxe Teater 1993, Peter Spies, Thomas Høg og Sune Svanekiers Atlantis Østre Gasværk Teater 1994 og brdr. Prices Tordenskjold Gladsaxe Teater 1994. Efter årtusindskiftet flader bølgen noget ud, især fordi teatrene opgiver at producere originale, danske forestillinger og vender tilbage til hæderkronede og veltjente M med rettighedsmæssigt fastslåede opsætningskrav.

Bibliografi: Bordman, G American Musical Theatre 1986; Citron, S The musical: from the inside out 1991; Eigtved, M Musicals 1995 & Musicalguide 2003; Gänzl, K British Musical Theatre 1986.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Eigtved: musical i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 21. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429261