Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

latter

Oprindelig forfatter Eig

latter, den mest håndgribelige måde, hvormed publikum i dag normalt viser sin medleven i en forestilling. I takt med, at publikum op gennem 1800-tallet civiliseredes, blev den spontane L central, som en fra scenen søgt, uundgåelig reaktion, idet såvel tilråb som mishagsytringer blev sjældnere, og bifald som hovedregel reserveredes til aktslutninger og tæppefald. Den er knyttet til humor og udløses almindeligvis af, at noget er komisk, en situation eller handling, en turneret replik, indlagte vittigheder eller som forløsning af et indre pres. Den fremprovokerede L kan have flere mål. I den klassiske komedie bruges det komiske oftest til at pege verdens latterlighed ud, almindeligvis personificeret ved en af figurerne, og L udløses af erkendelsen af denne dårskab. Det er en moralsk L. Filosoffen Henri Bergson mente, at L desuden er en social gestus: vi ler for at bringe den vildfarne ud af sin vildfarelse. L påpeger dermed også normer, idet det er overskridelsen af de gængse mønstre der udløser den, fx L over Holbergs Jeppe i baronens seng. Denne L kan if. filosoffen Harald Høffding antage flere former og være såvel udskammende som fx medfølende. L kan også virke forløsende og befriende. Psykologisk set kan L fungere som en overtryksventil, der sikrer, at et givet pres udløses i en uskadelig reaktion. L er desuden forbundet til ironi og sarkasme, hvor den bliver tvetydig og langt fra harmløs. Det er denne L som en del af bl.a. Brechts stykker fx Laser og pjalter appellerer til. Også komisk comedy er ofte rettet mod denne form for L.

Bibliografi: Bergson, H Le Rire 1900 (Latteren 1993); Høffding, H Den store humor 1923; Vejleskov, H Latter, morskab og humor 2000.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Eigtved: latter i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 10. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428914