Komik, af fr. comique, af lat. comicus, betegnelse for fænomener i virkeligheden og kunsten, ofte i form af optrin, der fremkalder latter. Komiske situationer, figurer eller udsagn er i deres fremstilling og/eller aflæsning baseret på humor, og K er dermed i sin grundsubstans direkte bundet til menneskelivet. Filosoffen Henri Bergson mente således, at intet kan være komisk, uden at det også er menneskeligt. En ting eller et dyr er kun komisk, når de tillægges menneskelige træk. Komik udløses desuden ofte, når der involveres kontraster. Filosoffen Harald Høffding taler om latteren som et pust, der fjerner et fnug. Det komiske opstår, når pustet er overdimensioneret i forhold til fnugget. Reaktionen på komik er altså grinet, og det udstødes normalt af den, der føler sig ovenpå. Det komiske og evnen til at se det i en situation kræver således et overskud. I hverdagslivet kan situationer også pludselig blive komiske. Der er der dog ofte tale om, at den komiske person ufrivilligt optræder som sådan. Bergson peger på tre principper for det komiske. Det første er gentagelsen: Noget kan blive komisk, når det gentages mekanisk, som den stadigt gentagne begyndelse på vittigheden i den berømte sketch ‘Tømmerflåden’ 1955 med Dirch Passer og Kjeld Petersen. Den anden er ombytningen: når rollerne pludseligt og uventet byttes om, som Holbergs Jeppe, der finder sig selv i baronens seng. Og endelig er der vekselvirkningen, der dækker over den dobbelthed, der fx opstår i en farce, når publikum ved, at elskeren er gemt i klædeskabet, og derfor tolker den utro hustrus forklaringer med denne viden, mens den bedragne ægtemand fremstår komisk i sin uvidenhed. Komikken er et virkemiddel, der har haft udbredt brug på teatret i hele dets historie. I komedien som midlet til at vinde publikums latter og understrege sin morale. I farcen som det bærende greb til at fastholde publikums opmærksomhed. I populære underholdningsformer er det komiske selve kernen i forestillingerne fx i revyer og showtyper som Victor Borges musikalske komik eller Søren Østergaards absurde komik i Zirkus Nemo.

Bibliografi: Bergson, H Le Rire 1900; Christiansen, S Det komiske på teatret 1988; Høffding, H Den store humor 1923.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig