Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

klovn

Oprindelig forfatter Eig

klovn, fra eng. clown, formentlig en afledning af latin colunus ‘bonde’, samlebetegnelse for en række komiske eller humoristiske figurer, i dag normalt forbundet med cirkus. K har i sin nutidige udformning en væsentlig del af sit ophav i commedia dell’arte-figurer, men også antikke komediefigurer og middelalderens nar er en forløber for K-traditionen. Commedia dell’artes Harlekin var i de ældre udgaver en komisk K med sort maske og lapper på tøjet. Med tiden overtog Pjerrot det komiske i forestillingerne og blev stamfader til den moderne cirkusklovn, bl.a. som følge af den måde, Giuseppe og Joseph Grimaldi i slutningen af 1700-tallet formede figuren i England. Herfra udvikledes den elegante hvide K i cirkus, og som modstykke hertil den mere klodsede August; i nyere tid har bl.a. Grock og Charlie Rivel dyrket denne figur. Med tiden opstod en række konventioner, der betød, at de enkelte numre udspilledes på baggrund af faste mønstre, de såkaldte klovne-entreer, som fx Bi giv mig honning, hvor K forfølger en imaginær bi. Også karaktermæssigt opstod faste roller med den hvide K som den autoritære, og August som den enfoldige, men hjertelige. Hertil kommer en række undertyper såsom den musikalske K, akrobatiske K eller den såkaldte repriseklovn, der parodierer cirkusforestillingens tidligere numre. Fælles for K-typerne er det stærke element af pantomimisk gestik, stiliseringen i kostumering og den udbredte brug af fysisk komik. Desuden indgår en særlig verbal komik, der ofte har karakter af leg med sproget, og anvendelsen af kraftige stemmeeffekter. Bærende i K som scenefigur er normbrud. Såvel i påklædning som adfærd bryder K med de vedtagne normer og fremstiller derved mennesket som latterligt. Idet K gennem denne forvrængning spejler publikum, er det i realiteten sig selv, man ler ad. K er samtidig forbundet med såvel poesi som en art universalitet, og det er således det fællesmenneskelige, han giver et komisk-poetisk udtryk. Netop dette har betydet, at K har været en tilbagevendende figur på teatret, fra ophavet i de antikke satyrspil og til den klassiske komedies dummepeter-figurer. Avantgarden i 1920'erne, med bl.a. Meyerhold, så K som en symbolsk figur, der udtrykte noget sandt menneskeligt. Det samme gjorde absurdisten Samuel Beckett fx med vagabondklovnene i Vi venter på Godot 1953. Også som en samfundskritik har K-figuren været brugt fx i George Anthony Newley og Leslie Bricusses Stop the World – I Want To Get Off 1961, (Stop verden, jeg vil af Tivolivarietéen 1964), hvor hovedpersonens ufrivilligt komiske vej gennem livet ironisk symboliseres ved, at han er iklædt et klovne-kostume. En variant er brugen også på dansk af betegnelsen ‘clown’, der knytter an til en (amerikansk) tradition for groteske, uberegnelige, farlige figurer. Det er figurer bl.a. fremstillet af Jango Edwards, der lever i deres eget univers eller indgår i særlige universer, som desuden kan indeholde politiske udsagn i stil med den tradition, fx Dario Fo knytter an til. Se også Cirkus; Marcel Marceau.

Bibliografi: Madsen, K Møller Cirkusløjer og Markedsgøgl 1970; Zerlang, M Underholdningens Historie 1989.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Eigtved: klovn i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428747