Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

akrobatik

Oprindelig forfatter Eig

akrobatik, af græsk akros: yderst og bainein: gå, dvs. ‘gående på det yderste’, gymnastiske kunster. Akrobater kan i Europa findes afbildet fra ægyptiske kongegrave over græske og romerske malerier til bronzealderfigurer fra Norden, og også i Asien kendes de fra årtusindgamle afbildninger.

Akrobatik var en væsentlig del af den kunst, middelalderens omvandrende trupper af gøglere fremviste. De optrådte på markedspladser og ved fyrstehoffer, men levede i samfundet under den infami, som også længe lå over skuespillerfaget. I teaterfaget indgik akrobatik bl.a. i commedia dell’arte, engelske harlekinader og pantomime. Da cirkus omkring midten af 1700-tallet opstod som selvstændig form, var akrobatik fra begyndelsen en integreret del, og i 1700- og 1800-tallet optrådte artisttrupper periodevis på de faste teatre. I nyere tid har det dog især været i music-halls og varietéteatre, at akrobatik har udfoldet sig. Stumfilmens slapstick og fysiske komik har sine rødder netop i den træning i akrobatik, som fx Charles Chaplin havde fra sin tid i den britiske music-hall.

Akrobatik kan inddeles i en række forskellige grupper bl.a. springakrobatik, der anvender et vippebræt, balancekunst som håndstandsbalancer eller med rekvisitter, kontorsionisme, der er betegnelsen for slangemenneskekunst, linedans på både stram og slap line, samt luftakrobatik, der er betegnelsen for trapezartisternes kunst. I alle formerne handler det om kraft, behændighed, mod, styrke og elegance baseret på jernhård disciplin. Akrobatik udfordrer to af menneskets grundvilkår: kroppens begrænsninger og tyngdekraften. Op gennem 1900-tallet, bl.a. med inspiration fra gymnastik- og idrætsverdenen, er dette aspekt blevet stadig tydeligere, idet det olympiske motto: højere, længere, hurtigere, også kom til at gælde for akrobatik. Gennemgående er således ikke mindst pointeringen af det sensationelle, fremvisningen af hvad mennesket kropsligt er i stand til at udføre med vægt på det rent sanselige i publikumsoplevelsen: suget i maven, angsten og det tilbageholdte åndedræt fx ved numre, der synes farlige.

Annonce

I teatret er akrobatik blevet genopdaget flere gange. Artisten indgik som en væsentlig del af symbolmaterialet i den såkaldte reteatralisering af teatret, som avantgardebevægelser især i 1920'erne iværksatte. Såvel futuristernes Varietémanifest som fx Meyerholds idéer inkluderede forskellige former for akrobatik. Den grundlæggende idé hos avantgarden var, at gennem artisten kunne man slippe af med litteraturen og alligevel beholde dramaet, idet fx linedanserens kunst kunne ses som et eksistentielt drama: bliver han deroppe eller falder han ned? Med det postdramatiske teater i 1980'erne blev akrobatik igen integreret. I Danmark mest markant med Peter Langdals Holbergforestilling Erasmus Montanus vender tilbage Betty Nansen Teatret 1984, hvor en trapez spillede en afgørende rolle. Også i forskellige blandingsformer, der opstod fra omkring 1980, fx nycirkus og performanceteater med dets fokus på kroppen i rummet, indgår momenter af akrobatik, der således omkring dette årtusindskifte symboliserer en længsel efter at gengive kroppen betydning, i en tid hvor den fysiske præsens bliver stadig mindre nødvendig. Se også Nycirkus.

Bibliografi: Møller Madsen, Kurt Cirkus 1964 og Cirkusløjer og Markedsgøgl 1970.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Eigtved: akrobatik i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427084