Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ulf Pilgaard

Oprindelig forfatter EHvi

Ulf Pilgaard, f. 1940, dansk skuespiller. Startede ved Studenterscenen 1961 og debuterede i Collagetruppen på Alléscenen i 1963. Preben Kaas hentede ham i 1966 til ABC, hvor han hurtigt viste sans for komisk timing og skarp replikbehandling. Han blev udråbt til en ny Dirch Passer, men P er mere bidende satirisk og jagter skånselsløst det indbildte og uforstandige. 1968-72 medvirkede han i Cirkusrevyen, 1973-85 i Tivolirevyen og siden da igen i Cirkusrevyen, hvor hans velslebne parodier på Poul Nyrup Rasmussen i sin statsministertid og Dronning Margrethe har været hans ene aktiv, de bidende sarkastiske og politisk-satiriske numre det andet. Han har været med fra starten i radioog tv-revyer som Holdningsløse Tidende og Uha-Uha. I perioder har han dannet komisk par med Claus Ryskjær, hvor de har overgået hinanden i hårdt optrukne og forrykte løjer. Også i en række farcer på Privat Teatret og på turnéer har han vist sin fortrolighed med genrens krav om tempo og energi. Samtidig har han især på film udfoldet en mere alvorlig side af sit talent, oftest som politimand bl.a. i Ole Bornedal-filmen Nattevagten 1994. Han har spillet Holberg-forestillinger, som Jean de France Det Ny Scala 1968 og Den Vægelsindede Det Kongelige Teater 1984. Blandt de alvorlige teaterroller overbeviste han som den alkoholiserede journalist i Keith Waterhouses Tømmermænd på Privat Teatret 1992 og som detektiven i J B Priestleys Hvem kan sige sig fri Jørgen Blaksted Turnéen 1998.

Teaterpriser: Harlekin Prisen, Årets Æreskunstner.

Bibliografi: Pilgaard, U ‘Komiker til tiden’ i Revy til tiden 2003; Hvidt, E Revy til tiden 2003.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Hvidt: Ulf Pilgaard i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 24. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429617