Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Stig Lommer

Oprindelig forfatter EHvi

Stig Lommer, 1907-76, dansk teaterdir. og instruktør. Debuterede som skuespiller i Studenterrevyen 1926 og medvirkede i en række københavnske revyer, samtidig med at han lavede tegninger til dagblade og teaterdekorationer. I 1935 blev han direktør for Hornbækrevyen, hvor han udviklede en egen personlig stil af lethed, elegance og ungdommelig friskhed. Han havde en evne til at tiltrække unge skuespillere og musikere. Under besættelsen 1940-45 markerede Hornbækrevyerne sig med en række iørefaldende numre med eftertænksomme tekster. 1945-47 lavede han revy i Tivoli og rykkede i 1949 ind på ABC, hvor han indførte crazykomikken i dansk revy. Han var den store inspirator og skabte den platform, som Kjeld Petersen og Dirch Passer som Kellerdirk Bros. kunne udvikle deres samarbejde på. Uden smålig hensyntagen søgte han det strålende og festlige. Kvinden var hans store lidenskab og inspiration – ‘Lommerpigerne’ var det pikante og tillokkende indslag i mange af hans forestillinger. I 1953 købte han ABC, som han drev frem til 1971 og 1957 tillige Aveny Teatret, som han dog allerede fra 1963 lejede ud. Far til Steen Stig Lommer.

Bibliografi: Lommer, S Lommerpigen 1969; Garde, M Stig Lommer som vi husker ham 2000.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Hvidt: Stig Lommer i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428998