Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pia Jondal

Oprindelig forfatter BL-M

Pia Jondal, f. 1954, dansk skuespiller, uddannet Odense Teater 1980, hvor hun bl.a. var Maria i Bernstein og Sondheims West Side Story 1983 og Mme de Montaigu i Ernst Bruun Olsens Den poetiske raptus 1984. Hendes talent rummer musikalitet og en umiddelbar, intelligent styret kvindelig styrke med udbrud af oprør og efterfølgende resignation. Hun har spillet flere Ernst Bruun Olsen-roller, bl.a. titelrollen i Irene og hendes mænd Betty Nansen Teatret 1992 og Rialto Teatret 1999, Gina i Ibsens Vildanden Rialto Teatret 2000 og med eksplosivt raseri hustruen i Edward Albees Hvem er Sylvia? Det Danske Teater 2003. J fejrede sit 25-års jubilæum som en kvinde med ukuelig livsappetit i Vild, varm og overvægtig Det Danske Teater 2005 skrevet til hende af Erling Jepsen og Fuzzy.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Pia Jondal i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 23. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428626