Per Pallesen, f. 1942, dansk skuespiller, instruktør og teaterleder, uddannet på Aalborg Teater 1966. Kom året efter til Kbh., hvor han slog igennem som Sigismund i Ralph Benatzky og Hans Müllers Sommer i Tyrol på Det Ny Scala 1970. Han gjorde sig snart bemærket i musicals og komedier og medvirkede desuden i 1970'erne i en række revyer. Debuterede som instruktør med Richard O’Briens Rocky Horror Show Gladsaxe Teater 1974. Som direktør, instruktør og medvirkende i Hjørring Revyen med enkelte afbrydelser 1979-97, og igen i 2005, udviklede han en håndfast og energiladet crazykomik og fornyede genren med sikker sans for det visuelle kombineret med tempo, timing og musikalitet, gerne med sin groteske figur Mathiesen som en af de toneangivende. På tv genopstod en del af revyens numre i showserien Dansk Naturgas. 1983-86 var han direktør for forlystelsesstedet Lorry. Her indledte han 1984 sit samarbejde med Søren Pilmark, båret af situationskomik og musikalitet i verdensklasse. 2001-2007 direktør for Nørrebro Teater. Far til skuespillerne Sofie og Trine Pallesen, gift med Kirsten Peüliche 1966-91.

Teaterpriser: Initiativprisen, Jeppe-prisen, Årets Æreskunstner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig