Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nycirkus

Oprindelig forfatter Eig

Nycirkus. Melinda Kinnaman fra Cirkus Cirkör spillede titelrollen i Kaleidoskops H. C. Andersen-forestilling Havfruen, instrueret af Katrine Wiedemann i Martin Tulinius’ scenografi. Kedelsmedjen på Holmen 2005.

Nycirkus. Melinda Kinnaman fra Cirkus Cirkör spillede titelrollen i Kaleidoskops H. C. Andersen-forestilling Havfruen, instrueret af Katrine Wiedemann i Martin Tulinius’ scenografi. Kedelsmedjen på Holmen 2005.

Nycirkus, cirkusform fra begyndelsen af 1970'erne, opstået og udviklet især i Frankrig under betegnelsen Nouveau Cirque, hvor udtryksformen præges af mødet mellem klassiske artistnumre, avantgarde teater, performancekunst, rockmusik og film. N opstod oprindelig på flere måder mere som en reaktion på et klassisk teaterbegreb end et klassisk cirkusbegreb, idet bevægelsen væsentligst udgik fra skuespillermiljøer. Omkring 1970 genopdagede grupper af især skuespillere og sportsfolk artisteriet som en udtryksmulighed, og i løbet af 1970'erne og 1980'erne opstod der således en lang række ensembler (fx Cirque Bonjour 1971, Cirque Bidon 1975 og Cirque Aligre 1984), der dyrkede en moderniseret udgave af cirkusformatet med elementer af gøgl og gadeteater og med inspiration fra sportsverdenen, samt et vist mål af politisk engagement som forestillingernes udgangspunkt. Samtidig begyndte i Frankrig en fornyet almen interesse for cirkus, der med tiden på initiativ af daværende kulturminister Jacques Lang medførte åbningen af egentlige, statslige cirkusskoler. Dermed blev cirkus som et fænomen, hvori man skulle være født ind i en cirkusfamilie for at se artistvirksomhed som en naturlig levevej, afløst af en vis standardisering og modernisering. I løbet af 1980'erne blev kontrasten til det klassiske cirkus åbenlys, og ensemblerne begyndte samtidig at se sig selv som et alternativ hertil, snarere end som del af teaterlivet. De fleste af grupperne opløstes dog eller videreførtes under nye navne, nu som en type cirkus med egne karaktertræk såsom Archaos 1986, der kendetegnedes ved et råt, ofte larmende udtryk med brug af fx motorsave. Bevægelsen havde fortsat mest udbredelse i Frankrig, men bredte sig i 1980'erne og 1990'erne til andre lande, bl.a. Canada, der i forvejen har en stor cirkustradition. Her grundlagdes i 1984 Cirque du Soleil, der i dag står som en mere kommerciel eksponent for genren. I 1990'erne konsolideredes N som et krydsfelt mellem cirkus, teater og performance, og en række ensembler turnerede i hele Europa og resten af verden. I 1995 grundlagde den da kun 22-årige Tilde Björfors det svenske Cirkus Cirkör i Stockholm, som i dag stadig er Nordens eneste egentlige N. Det er et stort og ambitiøst projekt med cirkusskole og en række andre aktiviteter bl.a. af socialt tilsnit, og som bl.a. leverede underholdningen til Nobelpris-festen i 2002. N-forestillinger kan tage sig uhyre forskelligt ud og spænder fra det helt stilfærdigt poetiske som hos Cirque Invisible 1980, der ledes af Charlie Chaplins datter Victoria Chaplin og hendes mand Jean-Baptiste Thierrée, til det storslåede Cirque du Soleil. Fælles er dog fem grundtræk, der kan ses som resultatet af den reaktion på klassisk cirkus, der er en del af genrens historie. Først er der et moralsk begrundet fravær af dressur af vilde dyr; i stedet ses ofte ironiske numre, hvor almindelige husdyr eller mennesker indtager den dresseredes position. Dernæst er der en stadigt fortløbende udforskning af selve cirkusformatet, der af visse forskere ses uløseligt knyttet til teltet og manegen, og som afføder stadig nye fremtrædelsesformer. Som det tredje arbejdes der med en ny dramaturgi, hvor forestillingen ikke former sig som en strøm af højdepunkter, men tværtimod knyttes sammen i et flow, der styres af et overordnet koncept. Som det fjerde er genren i stigende grad præget af en hybridform, hvor stort set alle kunstformer, arkitektektur eller opfindelser af naturvidenskabelige karakter tages i brug. Sidst betones den æstetiske mangfoldighed i modsætning til det klassiske cirkus’ konventionsbundne fremtrædelsesformer. N udgør dermed på en gang en refleksionsramme for det klassiske cirkus og en mulighed for at se de klassiske artistfærdigheder i en nutidig æstetisk og etisk kontekst, ligesom genren er blevet et inspirations- og frirum af alle slags. 2004-07 gennemførte Københavns Internationale Teater en N-festival som udviklingsprojekt.

Bibliografi: Eigtved, M Det teatrale cirkus 2001.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Eigtved: Nycirkus i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429414