Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lisbet Dahl

Oprindelig forfatter EHvi

Lisbet Dahl, f. 1946, dansk skuespiller og instruktør, uddannet 1967 på Aalborg Teater, hvor hun bl.a. spillede Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe 1968, Ofelia i Shakespeares Hamlet og Sally Bowles i Kander, Ebb og Van Drutens Cabaret begge 1969, inden revydebut i Rottefælden 1972. Gennembrud i Cirkusrevyen 1976, hvor hun i revyens korte og direkte form med sikker timing formåede at indfange og fastholde en figur, samtidig med at satiren blev gradvist opbygget. Talentet rakte videre i musicals som Bob Fosses Chicago Ungdommens Teater 1977 og Pam Gems Milord Gråbrødrescenen 1981. D skelner ikke mellem fint og folkeligt; hun kan te sig tosset i revyen og som Blanny drikke sig sanseløst beruset i Avery Hopwoods Den grønne elevator ABC 1986, men også folde sig ud i det klassiske repertoire, fx med noget forsonende over den ellers så skrappe Nille i Holbergs Jeppe på Bjerget Grønnegårds Teatret 1996 og som den trivelige kobbersmedemadammei J.C. Hostrups Genboerne Det Ny Teater 1990. Oplagt at se hende som den folkelige Grevinde Danner i monologen Svanekød af Maria Helleberg på Grønnegårds Teatret 1996, men mere overraskende som grim, magtsyg og utilregnelig dronning Elisabeth i dramaet Maria Stuart af Fr. Schiller Det Danske Teater 1998. Men Ds platform er lystspillet, farcen og revyen. Hun spiller med en sjælden autoritet, der ud over det kvikke og kontante rummer en syrlig sødme og et skarpt vid, som gør humoren både overrumplende og dramatisk. Har siden 1985 i flere omgange været kunstnerisk leder af Cirkusrevyen, hvor hun også instruerer og medvirker.

Teaterpriser: Harlekin Prisen, Henkel-Prisen, Karen Marie Thorsens Legat, Marguerite Vibys Jubilæumsfond, Årets Æreskunstner.

Bibliografi: Dahl, L At overkomme livet 1999; Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Hvidt: Lisbet Dahl i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427691