Lily Broberg, 1923-89, dansk skuespiller. Debut som 10-årig. Første større rolle i Mig og min pige på Casino i Århus 1941. Hurtigt skabte hun sig et navn inden for de populære genrer, men valgte alligevel 1946-48 Det Kongelige Teaters elevskole. I 1952-54 var hun s.m. Otto Hallstrøm direktør på Frederiksberg Teater, hvor hun fik stor succes som Josepha i Ralph Benatzky og Hans Müllers Sommer i Tyrol 1953 og siden i Irving Berlins Call me Madam 1956, Cole Porters Can Can 1957 og Joseph Stein og Jerry Bocks Spillemand på en tagryg 1966 på Det Ny Scala. I karrierens første del blev operetten, musicalen og revyen, især på ABC og i Cirkusrevyen, hendes foretrukne virkefelt. Hendes djærve og uforfalskede fremtoning byggede på ægte folkelighed, men i filmen Diskret ophold af Ole Palsbo fra 1946 viste hun, at talentet også rummede alvorligere sider. Hendes store spændvidde kom fornemt til udtryk i Edward Flemings film Sidste akt 1987 som den syge og bitre skuespillerinde. På tv står stærkest hendes præstation som grisehandlerens kone, fru Larsen, i Lise Nørgaards Matador, hvor hun bag det strenge ydre tegnede et portræt af en klog og varm kvinde, styret af fornuft og stor menneskekundskab. I 1974 brød hun igennem som karakterskuespiller i Paul Zindels Frk. Reardon drikker lidt på Bristol. Samme år blev hun tilknyttet Folketeatret, hvor hun igennem 15 sæsoner tegnede en række skarptskårne kvindeportrætter i splid med sig selv. Hun gav Holbergs og Molières madammer saft og kraft med samme styrke, som hun betog som den opofrende hustru i Arthur Millers En sælgers død 1981. B indspillede over 60 film i løbet af sin karriere. I sin fritid strikkede hun og åbnede i 1962 en garnforretning på Vesterbro.

Teaterpriser: Henkel-Prisen, Teaterpokalen.

Bibliografi: Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig