Klaus Pagh, f. 1935, dansk skuespiller, instruktør og direktør. Debuterede som skuespiller 1956 i filmen Ung Leg med Ghita Nørby, og blev uddannet Odense Teater 1964. Initiativtager til H.C. Andersen-spillene i Odense 1965. I 1966 var han tilknyttet Aalborg Teater og kom derefter til ABC. I 1968 stod han med Klaus Pagh-Tourneen for Avery Hopwoods Den grønne elevator med Jørgen Ryg, som gav P et økonomisk fundament til at forsætte som direktør og producent. 1971-81 var han direktør for ABC, hvor han satte en række farcer og lystspil op med bl.a. Dirch Passer og Jørgen Ryg, samtidig med at han 1976-82 var direktør for Aveny Teatret, hvor han fortsatte Stig Lommers lystspil-repertoire. 1981-87 var han direktør for Tivolirevyen og 1982-87 tillige ejer af ABC. 1982-92 var han bosat i London, hvor han som medejer af Shaftesbury Theatre spillede med sit kompagni Theatre of Comedy. Far til skuespilleren Anne Oppenhagen Pagh.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.