Judy Gringer, f. 1941, dansk skuespiller. Hun gik 1950-55 på Det Kongelige Teaters balletskole, men fik ikke ansættelse. 1957-64 var hun knyttet til Stig Lommers ABC, hvor hun fik et gennembrud i samspil med Dirch Passer i Børge Müllers sketch ‘Babs og Nutte’ 1958, hvis titel gik ind i sproget. Hun fik speciale som naiv blondine, som hun med stor sans for timing på en gang udstillede og forsvarede. Efter 1964 fik hun større roller på flere teatre bl.a. i Frank Loesser mfl.s musical Hvordan man får succes i forretning uden at røre en finger Det Ny Scala 1964 og på tv i Max Frischs Biedermann og brandstifterne 1965. G har haft en omfattende filmkarriere.