Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jess Ingerslev

Oprindelig forfatter BL-M

Jess Ingerslev, 1947-2014, dansk skuespiller, uddannet på Odense Teater 1973. Debut 1961 i titelrollen i Kjeld Abells dramatisering af Dickens’ Oliver Twist på Dansk Skolescene. Et afgørende gennembrud fik han 1975 som Harold i Colin Higgins’ Skal vi danse? på Ungdommens Teater. Han havde en spændstig akrobatisk krop og en surreel komik, som han bl.a. viste i Peter Langdals Holbergforestilling Erasmus Montanus vender tilbage Betty Nansen Teatret 1984 og som Puk i hans iscenesættelse af Shakespeares En skærsommer natsdrøm Østre Gasværk Teater 1986. Is barnlige uskyld kan blive farlig som i Anthony Burgess’ A Clockwork Orange Betty Nansen Teatret 1993 og frysende tragisk som i Lars Noréns Personkreds 3 og Drengene i skyggen Edison 1998 og 2000. På Betty Nansen Teatret fortsatte hans medvirken med Georg Büchner/Robert Wilsons Woyzeck 2000 og Maksim Gorkijs Sommergæster 2004. Han var medlem af gruppen Klyderne 1975-91. Gift med skuespiller Inger Hovmand. Se også Danmark.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Jess Ingerslev i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428535