Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hjørring Revyen

Oprindelig forfatter EHvi

Hjørring Revyen, Allerede i begyndelsen af 1900-tallet blev der spillet revy i Hjørring, men da tekstforfatteren Thøger Olesen i 1973 besluttede at lave revy i sin fødeby, skete der for alvor noget. Som leder af Vise-Vers-Huset i Tivoli i Kbh. 1965-72 havde han skabt en platform for en ny generation af sangere, bl.a. Eddie Skoller, som han sammen med Jesper Klein, Peter Schrøder og Jørn Budolfsen tog med til Hjørring. Ud over at satse bredt rent humoristisk og musikalsk ønskede han at gøre revyen surrealistisk, poetisk og ikke-politisk. Samtidig ønskede han frem for en stjernerevy et ensemble, der stod godt til hinanden, og udviklede et show båret af elegance og musikalitet. Legen med ordene og den visualiserede vits, kaldt shortien, betegner stilen mere end det kontante budskab. Det hele præsenteret i et kvikt glidende forløb uden afbrydelser. Efter Olesens død i 1977 overtog Skoller revyen og førte ideerne videre. Per Pallesen kom med både som medvirkende og instruktør, og fra 1979-97 samt i 2005 også som direktør. I hans periode er der skabt en række revyer, som i tempo, timing, udstyr og humoristisk opfindsomhed er kommet til at stå som nyskabende. En række danske komikere har optrådt i Hjørring-revyerne, bl.a. Tommy Kenter, Flemming Jensen, Søren Østergaard og Kirsten Lehfeldt. Instruktøren Ulla Thordal-Christensen har i flere omgange ført den lette stil videre. En anstrengt økonomi afholder imidlertid HR fra at være en årligt tilbagevendende begivenhed.

Bibliografi: Hvidt, E Hjørring Revyen 1988.

Revyens hjemmeside

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Hvidt: Hjørring Revyen i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428422