Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Cirkusrevyen

Oprindelig forfatter EHvi

Cirkusrevyen, på Dyrehavsbakken blev startet af Ludvig Brandstrup, Oscar Holst og Osvald Helmuth i 1935, med Holst som direktør. I de første sæsoner blev der spillet i en cirkusmanege med op til fem forestillinger om dagen. Fra starten var det bredt anlagt traditionel underholdning med revystjerner og dansenumre. Da Holst stoppede i 1952, blev Ib Schønberg året efter ny direktør og drev revyen sammen med Henning Karmark under navnet Cirkus Ib. De fortsatte frem til Schønbergs død i 1955. Herefter blev Povl Sabroe (‘Den Gyldenblonde’) i 1956 direktør med Elga Olga blandt de bærende kræfter. Fra 1969-70 var Preben Kaas meddirektør, inden han i 1971 satte sig alene i chefstolen. Han havde allerede i nogle år arbejdet som instruktør på revyen og med stort held fået Dirch Passer som trækplaster. 1977 blev Kaas’ sidste år som chef for C, og han delte arbejdet med Knud Thorbjørnsen. I 1978 kom John Andersen til i sidste øjeblik og fik stablet et varietéshow på benene. C fik fornyet kraft i 1979, hvor Sejr Volmer-Sørensen frem til 1982 var direktør med gedigen underholdning uden de helt store stjerner. Herefter tog hans kone, Grethe Sønck, over for en to-års periode, indtil Cs nuværende direktør, Torben ‘Træsko’ Pedersen kom til i 1985. Lisbet Dahl har siden 1985 i flere omgange stået som kunstnerisk leder og givet C en førerposition i dansk revy med sine showprægede og stjernebesatte forestillinger med hende selv og Ulf Pilgaard i front.

Teaterpriser: Årets Revy.

Bibliografi: Ravnbøl, U CIRKUSREVYEN fra Liva til Lisbet 1994.

Annonce

Cirkusrevyens hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Hvidt: Cirkusrevyen i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427629