Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aage Stentoft

Oprindelig forfatter MeSt

Aage Stentoft, 1914-90, dansk teaterdirektør, komponist og revyforfatter. Som student 1932 begyndte han et handelsstudium og var Studenterforeningens hyggepianist ved siden af studierne. Mogens Dam opdagede ham, og S blev komponist på Studenterrevyerne. Her mødte han Ludvig Brandstrup, som fik ham til at komponere musikken til Co-Optimisternes sidste revy 1934.

Med sit store handelstalent fik S 1939 sin første teaterbevilling til Frederiksberg Teater. Her skabte han musik til Mogens Dam og Børge Müllers sommerrevy Leve de nordiske piger 1939, med bl.a. Liva Weel, og hvori hans kendte melodi ‘Månestrålen’ indgik. Samtidig blev han meddirektør på Apollo Teatret s.m. skuespilleren Nancy Nathansen, og fra 1941-45 var han enedirektør. 1945 sprængtes Apollo Teatret i luften ved schalburgtage. I 1951 åbnede han et nyt Apollo Teatret på Axeltorv, som han med økonomisk sans ledede frem til 1958. Han gav gerne økonomien en vigtig rolle: ‘En forestilling bør have tre manuskripter: tekst, musik og budget’.

1954 fik han bevilling til Nørrebro Teater, som han omdøbte til Det Ny Scala og profilerede som moderne musikteater. Her fik bl.a. Loewe og Lerners musical My Fair Lady stor succes 1960 efter Danmarkspremiere i Falconér Centret sæsonen før. 1961 emigrerede S til Spanien, for dog at vende tilbage igen som direktør for Tivoli Teatret 1973-80. Her udfoldede revykunstnere som Ulf Pilgaard, Per Pallesen, Marguerite Viby og Dirch Passer deres talenter. S har leveret over 700 iørefaldende melodier til den danske sangskat.

Annonce

Bibliografi: Hvidt, E Men mest for sjov 2001.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Stentoft: Aage Stentoft i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430203