Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peru

Oprindelig forfatter LoHe

Peru, Helt tilbage til 1200 f.Kr. var P centrum for en lang række store civilisationer og kulturer, som moche-, chimuog senest inkakulturen. Inkariget strakte sig fra Colombia i nord til Chile i syd og var forbundet på kryds og tværs af veludbyggede vejsystemer, regeret fra hovedstaden Cuzco af et velorganiseret Inka-herredømme. Hele dette rige blev erobret af den spanske conquistadore Francisco Pizarro 1532/33. Hovedstaden blev flyttet til Lima, som de næste 300 år var politisk og kulturelt centrum for hele Sydamerika. Først i 1821 blev P erklæret uafhængig af befrierne José San Martín og 1824 blev den sidste uafhængigskrig vundet af Simón Bolivar. Siden da har landet i lange perioder været styret af diktatorer og korrupte præsidenter og kun kortvarigt haft økonomisk medgang.

Ps kultur har altid haft elementer af performativitet i sig, bl.a. de folkelige danse- og musikformer, som stadig kan opleves i Andesbjergene ved de såkaldte tarquis-festivaler, som stammer helt tilbage fra den præ-spanske periode. Ved disse festivaler tages stadig traditionelle masker i anvendelse, bl.a. til satiriske formål. Det første store værk i den præ-spanske dramatik, Apu Ollantay, er nedfældet på det indianske sprog quechua. Men fra kolonitiden og langt op i republikkens historie var det den spanske teaterstil, særligt entremés (enakter-farcerne) og klassiske og neoklassiske værker, som dominerede den dramatiske litteratur, ligesom det var tilfældet for latinamerikansk teater generelt. I 1938 blev foreningen for amatørskuespillere, Asociación de Artistas Aficionados, grundlagt, og det blev begyndelsen på et professionelt teaterliv, som blev styrket ved oprettelsen af flere vigtige institutioner: I 1945 blev performativ kunst tildelt en særlig afdeling i uddannelsesministeriet, og s.å. fulgte en national teaterskole, Escuela Nacional de Arte Escénico, et nationalt teaterkompagni, Compañía Nacional de Comedias, og oprettelsen af Perus Skuespillerforbund. Teatergrupper opstod i det følgende årti, fx Teatro del Pueblo 1946, Teatro de la Universidad Católica 1951, Histrión 1956 og Homero, Teatro de Grillos 1963, og især to dramatikere gjorde sig gældende, Juan Ríos med en mere traditionel dramatik og Sebastián Salazar Bondy, som med sine eksperimentelle værker og sit center for independent teater på Club de Teatro de Lima fra 1953 blev landets hidtil vigtigste fornyer. Begge forsvandt fra teatret i slutningen af 1960'erne og efterlod et tomrum, som først Alonso Alegría, Julio Ortega, Sara Joffré, Grégor Díaz, César Vega Herrera og Mario Vargas Llosa har kunnet udfylde. Inspireret af Eugenio Barba og Odin teatrets turnéer i Latinamerika fra 1976 opstod den kollektive arbejdsform, creación colectiva, som en vigtig teaterform i 1970'erne og 1980'erne og som flere af de nyere grupper, især Cuatrotablas og Grupo Yuyachkani, begge fra 1971, tog til sig. I det politisk urohærgede land er virkeligheden en kontant faktor på scenen, guerillateater, propagandateater og forumteater dominerer side om side med en spirende generation af dramatikere, som uden nævneværdig støtte fra staten kæmper for deres egen og teatrets eksistens.

Bibliografi: Morris, R J The Contemporary Peruvian Theatre 1977; The World Encyclopedia of Contemporary Theatre vol. 2. The Americas 1996.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lone Hersted: Peru i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429590