José Alves Antunes Filho, f. 1929, brasiliansk instruktør. Vandt både national og international opsigt med Macunaíma 1978 efter Mário de Andrades’ roman fra 1928, som i et stærkt visuelt sprog og med fantasifuld symbolik greb det moderne Brasiliens nationale identitet. De medvirkende dannede derefter Grupo de Teatro Macunaíma, med hvilken AF skabte flere af sine kendte iscenesættelser som Nelson Rodrigues’ Nelson 2 Rodrigues 1982, Shakespeares Romeu e Julieta 1984 og Luís Alberto de Abreus Xica da Silva 1988. Iscenesættelserne bevæger sig i et krydsfelt mellem Robert Wilson, Tadeusz Kantor, Ōno Kazuo, tysk ekspressionisme og orientalsk filosofi som i forestillingen over det babylonske epos Gilgamesh 1995 og i Euripides’ Medea 2001. 1992 opførte Macunaíma Nova Velha Estoria i Albertslundhuset.

Bibliografi: George, D S Grupo Macunaíma 1990.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig