Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ecuador

Oprindelig forfatter LoHe

Ecuador, Ved landsbyfester, i folkedanse og i religiøse mysteriespil, som stadig opføres, findes de tidligste tegn på ecuadoriansk teater. Til trods for deres koloniale og katolske islæt rummer disse traditioner klare forbindelser til oprindelige, indianske ritualer fra precolombinsk tid. Da E blev koloniseret af spanierne 1534, indførte man de spanske teaterformer, oftest baseret på religiøse temaer og anvendt som propagandaværktøj i den katolske kirkes tjeneste. Kolonitiden var fattig på teater af mere lokalt, indiansk tilsnit, og i slutningen af 1800-tallet blev teaterforestillinger på det indianske sprog quechua helt forbudt, da de blev anset for at opildne indianerne til oprør. Med dannelsen af E i 1830 var der kun ringe muligheder for teatrets udvikling, og den fjendtlige, politiske attitude over for teatret forblev stort set uændret. Dog bør tre vigtige dramatikere fra det 19. årh. nævnes: Juan Montalvo, Abelardo Moncayo og Francisco Aguirre Guarderas. I 1880 rejste man Teatro Nacional Sucre i Quito – en bygning i barok stil, der blev platform for hovedstadens større teaterproduktioner. Her fik et banebrydende værk af Aguierre Guarderas premiere i 1892: Receta para viajar, et angreb på den militaristiske stat og middelklassen med dens fornuftsægteskaber og snobberi for europæisk kultur.

I 1925 var der tre teaterkompagnier i Quito: La Compañia Dramática Nacional, La Compañia de Comedias y Variedades og La Compañia Lírica, som opførte værker af bl.a. Gonzalo Escudero, fx Paralelogramo 1935, Augusto Sacotto Arias, fx El velorio del albañil 1938 og La furiosa manzanera 1939. I 1932 skrev Jorge Icaza Flagelo, om undertrykkelsen af den indianske befolkning, men den sag var endnu for politisk, og stykket blev først opført 1940 i Argentina.

I 1950'erne og 1960'erne var en af landets mest banebrydende dramatikere Demetrio Aguilera-Malta, der med samfundsmæssigt bevidste værker som Dientes blancos 1955, El Tigre 1955 og Infierno Negro 1967 tegnede karakterer af psykologisk dybde, mens den socialkritiske Ricardo Descalzi fik opført Clamor de Sombras 1950 og Portovelo 1951.

Annonce

På anbefaling fra UNESCO ankom italieneren Fabio Paccioni til Quito i 1963 for at iværksætte en større kampagne for teatret. Med hans hjælp etableredes Teatro Ensayo 1964, som turnerede landet over. I 1971 grundlagde den Brecht-inspirerede instruktør Eduardo Almeida Naveda Teatro Experimental Ecuatoriano (TEE), hvis første produktion var en dramatisering af Icazas socialkritiske roman El chulla Romero y Flores. Op gennem 1970'erne fulgte andre grupper samme linje, fx Ollantay fra 1968, Los Guayacanes og El Juglar, begge fra 1970, Teatro Ensayo de la Universidad Católica fra 1971, Taller de Actores Fábulas fra 1978 og Malayerba, som Arístides Vargas grundlagde 1981. Disse grupper har turneret vidt og bredt i Latinamerika, Europa og USA og spillet værker af landets store dramatikere som Pedro Jorge Vega, Jorge Enrique Adoum, Alvaro San Felix, Jorge Davíla Vásquez og Pedro Cruz Rodriguez. I 1974 etableredes landets første offentlige teaterskole på Universidad Central, og i 1979 blev den første fagforening for teateransatte grundlagt.

Bibliografi: Descalzi, R Historia critica del teatro ecuatoriano 1968; The World Encyclopedia of Contemporary Theatre. Vol. 2, The Americas 1996.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lone Hersted: Ecuador i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427870