Cuba, Columbus landede på sin første rejse til Amerika 1492 på C og fandt her en rig, oprindelig dramatisk tradition, areítos, der var dramatiserede ritualer bestående af sang, dans og mime, som ledsaget af musik blev udført i allegoriske kostumer. Allerede 1512 blev dansene forbudt, og herefter var den cubanske performative kunst, i det omfang den eksisterede, underlagt spansk forbillede. Det første cubanske værk skrevet på spansk var af Santiago Pita El principe jardinero y fingido Cloridano, og blev udgivet i Spanien i 1730, men det cubanske teaters fader anses for at være Francisco Covarrubias. Han udviklede en satirisk rolletype, el negrito, en sortsminket hvid skuespiller, som sammen med to andre rolletyper, la mulatta og el gallego (galicieren) udgjorde grundstammen i populærteatrets sainetes. 1800-tallet kom flere dramatikere til, bl.a. Gertrudis Gómez de Avellaneda, som også fik en vis popularitet i Spanien, men perioden var præget af censur og kolonistisk overherredømme. Centralt står Joaquín Lorenzo Luaces, som med sine satiriske, kolonikritiske og nationalistiske værker foregreb bufo-genren, der blev introduceret af amerikanske turnégrupper 1860-65, og som fra 1868 førte til grundlæggelsen af en lang række bufos habaneros-grupper. Det var komiske vaudeviller, og de eneste, der ikke morede sig, var kolonistyret, som straks forbød dem. De genopstod dog på trods, indtil de mistede publikum i 1920'erne.

Det 400 år lange kolonistyre var ved at køre træt i slutningen af 1800-tallet, hvor dramatikeren José Martí med sine patriotiske og antikolonistiske værker pustede til ilden, hvilket kostede ham livet. Martí, som var Fidel Castros store forbillede, brugte negrito-figuren som en dramatisk helt og udviklede genren med et politisk og socialt fokus. Sideløbende voksede identitetsbevidstheden hos de mange forskellige afrikanske kulturer, som slavesystemet havde bragt til C, hvilket bl.a. udmøntedes i såkaldte diablitos, rituelle danse, som på baggrund af myter fejrede initieringsceremonier samt frugtbarheds- og årstidsfester.

1902 opnåede C selvstændighed, og to år før var det populære Alhambra Teater åbnet, der spillede vaudeviller og melodramaer, og som, indtil det blev lukket i 1935, mere eller mindre var eksponenten for datidens cubanske scenekunst. Vendepunktet kom 1938 med Teatro Cubano Selección, som udskrev dramakonkurrencer og spillede moderne udenlandsk dramatik, samtidig med at eksilerede dramatikere vendte tilbage til landet. Det var dog en politisk urolig tid, som kostede flere teatergrupper deres eksistens og som lagde en dæmper på udviklingen. Tiden var præget af en vis dekadence, og intellektuelle teatergrupper som Teatro de Arte La Cueva fra 1936, Academia de Arte Dramático fra 1940, Patronato del Teatro fra 1942, Teatro Popular fra 1944, Prometeo fra 1948, Teatro Experimental fra 1949 og La Máscaras fra 1950 havde svært ved at finde folkelig opbakning. I 1950'erne fandt de såkaldte lomme-teatre, salitas, et publikum med opførelser af international scenekunst af fx Jean-Paul Sartre, og Stanislavskij-metoden var populær på teatre som Nuestro Tiempo, mens Teatro Estudio spillede Brecht.

I 1959 fejrede Castro revolutionens sejr, som affødte et nyt perspektiv på scenekunsten. Uddannelsesinstitutioner blev oprettet, teatre indrettet i gamle biografer, Teatro Nacional grundlagt 1959, og gruppe- og gadeteatre rejste over hele landet. Casa de las Américas afholdt sin første latinamerikanske teaterfestival i 1961, samme år som landets første kulturråd blev oprettet. Formålet var udbredelsen af massekampagner og opbyggelsen af socialistisk bevidsthed og national identitet. Ved slutningen af 1960'erne var det cubanske teater således noget af det ypperste og mest moderne i hele Latinamerika, og her udvikledes bl.a. en del absurd dramatik skrevet ud fra et samfundsmæssigt engagement. Men efterhånden strammedes grebet om de cubanske teaterfolk, da der inden for regeringen opstod en fraktion, som mente, at kunsten og dermed også teatret skulle propagandere for statens politiske ideologi, og at det absurde teater intet tilfælles havde med den socialistiske virkelighed.

Revolutionen satte hermed en bremse for den individuelle kreativitet, men begunstigede til gengæld den kollektive skabelsesproces og skabte Teatro Nuevo-genren, det nye teater som blev grundlæggende for ikke blot det cubanske teater, bl.a. teatergruppen Escambray, men teatergrupper over hele Latinamerika. Kollektivteatrene arbejdede med forbillede i det russiske revolutionsteater fra årene 1917-24, og arbejdsformen spredtes til fabrikker, kooperativer, skoler og højere læreanstalter. Med den politiske stramning fulgte censuren, som i 1970'erne blev en del af den nye tid, og flere store dramatikere måtte se sig selv eksileret i årevis som fx Antón Arrufat, Eduardo Manet og José Triana.

Op igennem 1980'erne og 1990'erne løsnedes det politiske greb noget, og individet fik igen en plads på den cubanske scene. Billedet var domineret af landets egne dramatikere, som med afsæt i teatro nuevo skabte virkelighedsteater, der var frigjort for politiske dogmer, som fx Teatro Bundia. Snart blev kampen om publikum dog mere synlig, og en overgang midt i 1980'erne fik underholdningsteatret overhånd. Modreaktionen blev en skuen tilbage til fortiden og flere tidligere bortcensurerede værker blev sat op, samtidig med at nye udtryksformer blev afprøvet, ikke mindst inspireret af Odin Teatret. Dramatikere som Reinaldo Montero, Abilio Estevez, Alberto Pedro Torriente og Joel Cano indtager en vigtig position som landets talerør og debatfora i en tid, hvor udtryksmulighederne fortsat er stærkt begrænsede.

Bibliografi: Dominguez, C E A Century of Theatre in Cuba (1900-2000) u.å.; Leal, R Breve historia del teatro cubano 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig