Colombia

Colombia, Fra spanierne indledte deres overherredømme i 1530'erne, blev indianske ceremonier og ritualer for størsteparten tilintetgjort, og den performative kultur var herefter primært efter europæisk forbillede, ligesom i resten af det latinamerikanske teater. Spanske autos sacramentales blev brugt til at underkue den indianske befolkning samtidig med, at man for eliten spillede svulstige barok-forestillinger i et affekteret sprog, som fuldstændig var adskilt fra den folkelige sprogbrug.

I 1800-tallet og helt op til midten af 1900-tallet opførtes opera, teater i romantisk og neoklassisk stil og mest af alt komedier som fx Luis Vargas Tejadas Las Convulsiones 1828, som tog afsæt i hovedstadens hverdagsliv.

I begyndelsen af det 20. årh. hed dramatikerne Antonio Álvarez Lleras, Luis Enrique Osorio, Victor Mallarino og Oswaldo Díaz Díaz, som til dels var repræsentanter for stilarten el teatro costumbrista, der kombinerede komedien med den spanske sainete, til dels skrev psykologisk realistiske værker, der åbnede op for en ny generation. Den politiske satire fandt man hos Emilio Campos (også kaldet Campitos) og hans musikalske revyer.

Borgerkrigen fra 1948 og det efterfølgende militærdiktatur indtil 1957, la violencia, ændrede fuldstændig forudsætningerne for kunsten; komedierne forsvandt, en socialt og politisk engageret kultur dukkede op, og et egentligt colombiansk teater opstod. Litterære strømninger fra Europa som absurdisme og eksistentialisme vandt indpas og på teaterscenerne kom ny inspiration fra Brecht, Stanislavskij og Antonin Artaud. I 1951 blev Escuela Nacional de Arte Dramático etableret i Bogotá og 1956 fulgte Escuela Departamental de Teatro i Cali under ledelse af Enrique Buenaventura. Fra disse skoler udgik hele den generation af teaterfolk, som blev centrale i Nuevo Teatro-bevægelsen, der så det som deres opgave at genskabe landets kulturelle identitet og tage udgangspunkt i folkets kunst. Nuevo Teatro tegnedes af dramatikere som Manuel Zapata Olivella, Gustavo Andrade Rivera, Enrique Buenaventura og Jairo Aníbal Niño.

Med tv's indførelse i 1950'erne opstod ønsket om at uddanne en ny type skuespillere, der kunne imødekomme mediets krav. Den japanskfødte elev af Stanislavskij, Seki Sano, som boede i Mexico, blev 1955/56 inviteret til landet af regeringen som læremester, men for ham drejede teater sig primært om relationen mellem skuespilleren og tilskueren, og stik mod al forventning blev det den alternative og uafhængige teaterkultur, der nød godt af hans korte ophold. En af de første independent teatergrupper i Bogotá var La Cueva del Buho, grundlagt i 1958 af den spanske skuespiller og instruktør Fausto Cabrera, og en absurd tradition opstod med dramatikere og instruktører som Buenaventura og Santiago García, som sammen med Carlos José Reyes 1972 grundlagde La Candelaria. 1968 kom El Teatro La MaMa i Bogotá, inspireret af La MaMa i New York, og El Teatro Popular de Bogotá, grundlagt af tre unge teaterfolk, der var uddannet på teaterskole i Prag. Teatro El Local blev grundlagt i 1970 og i 1972 kvindegruppen La Máscara og gadeteatret Teatro Taller de Colombia. Samtidig fik universitetsgrupperne betydning, ikke mindst på festivalerne, hvor de på den første, Manizales Festival 1968, skabte furore med deres eksperimentelle værker. 1975 kom Festival Nuevo Teatro, som ligeledes har været en generator for moderne teater. I 1981 grundlagdes El Teatro Nacional, der under ledelse af Fanny Mickey disponerer over tre scener i Bogotá og siden 1988 står bag biennalen Festival Iberoamericano de Teatro, som siges at være verdens største teaterfestival.

Bibliografi: González Cajiao, F G Historia del teatro en Colombia 1986; The World Encyclopedia of Contemporary Theatre – vol. 2. The Americas 1996.