Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Chile

Oprindelig forfatter LoHe

Chile, Ud over de gamle indianske ritualer tager chilensk teater primært sin begyndelse i katolske mysteriespil og autos sacramentales, og missionsteatret dominerede fra den spanske kolonisering 1540 til langt op i det 19. årh. Turnerende grupper fra Spanien og Italien spillede lette klassikere og komedier indtil 1. Verdenskrig, hvor de ikke længere kunne rejse. Herefter blev det muligt for lokale teaterfolk at overtage scenen; mellem 1914-30 udvikledes et selvstændigt chilensk teater, som i begyndelsen lænede sig op ad den spanske teatertradition med melodramaer og satirer, sainettes, farceprægede en-aktere og costumbristas med udgangspunkt i lokale traditioner og skikke. Senere kom fornyelsen med bl.a. emigranter fra den spanske borgerkrig 1936-39 som instruktøren Margarita Xirgu, og hendes opsætninger af García Lorca og Louis Jouvet. Den visuelle dimension fik større vægt end tidligere med instruktørerne Pedro de la Barra og Pedro Mortheiru, der dannede de to vigtige universitetsteatre, hhv. Teatro Experimental 1941 på Chiles statslige universitet, hvor man var mest optaget af Brecht og Luigi Pirandello, og Teatro Ensayo 1943 på det konservative Universidad Católica, som primært spillede dramatikere fra den katolske kulturkreds. Ud fra disse to institutioner opstod snart en lang række mindre teatergrupper, som med tiden kom til at udgøre en hel teaterbevægelse i chilensk teater. Dette kreative miljø tiltrak en stor mængde unge mennesker fra det øvrige Latinamerika, som tog til C for at studere og udøve teater. Frem til 1960 blev således den periode, hvor grundlaget for en national teaterbevægelse blev skabt; på universiteterne studerede man Stanislavskij, Meyerhold, Edward Gordon Craig og Brecht, samtidig med at de unge teaterfolk søgte til udlandet og fik indgående kendskab til de moderne bevægelser i russisk og europæisk teaterkunst. 1956 grundlagdes den vigtige – og stadig fungerende – teatergruppe Ictus af skuespillerne Delfina Guzmán og Nissim Sharim Paz som det mest progressive ensemble uden for universitetsmiljøet. 1960-1973 blev en veritabel blomstringsperiode i chilensk teater; de store teateruddannelsesinstitutioner blev etableret, og man havde nået en stigende professionalisering i branchen. Kunstnerne fik i højere grad øjnene op for sociale, politiske og historiske faktorer som inspiration til nyskabelser inden for stort set alle kunstarter. I 1950'erne var dramatikken præget af psykologiske og sociologiske studier af overklassen, men i 1960'erne satte dramatikerne fokus på de marginaliserede samfundsgrupper, som fx i værker af Egon Wolff, Juan Radrigán, Jorge Diaz og Isadora Aguirre. Nogle af disse forestillinger var præget af en mytologisk-folkloristisk tilgang, mens andre var af mere sociologisk karakter som fx Luis Alberto Heiremans El Abanderado 1962, der i et krydsfelt mellem melodrama og brechtiansk epik relaterede sig til både gamle indianske traditioner og de katolske ritualer og fik stor indvirkning på skabelsen af en ny national dramatik. Socialisten Salvador Allendes sejr ved præsidentvalget i 1970 banede vejen for en forbedret statslig teaterstøtte – ikke blot til professionelle grupper, men også til amatører og semiprofessionelle. Glæden var dog kort: allerede tre år senere, i 1973, gennemførte den højreorienterede general Augusto Pinochet et statskup og indførte militærregime. Frem til Pinochets afgang 1989 var kunstscenen præget af forskellige former for politisk censur; ytringsfriheden var kraftigt indskrænket, og de teatergrupper, som havde været fortalere for sociale forandringer, kom under skarp kontrol af regimet. Intellektuelle, kunstnere og politisk aktive forlod landet i hobetal. Fra 1976 løsnedes grebet dog noget og en del kollektive teatre dukkede op og rykkede konstant grænserne for regimets censur. Efter 1983 skete der en yderligere opblødning; flere politiske partier 162 blev lovliggjorte, oppositionens medier vandt udbredelse, der blev indført trykkefrihed, og udgangsforbuddene, som tidligere havde gjort det stort set umuligt at gå i teatret om aftenen, blev ophævet.

1989 tabte Pinochet et valg, og demokratiet blev genindført i C. Teaterfolk begyndte at vende hjem fra deres eksil, og den inspiration, de bragte med sig fra udlandet, styrkede teatret, så nye grupper som El Teatro de Fin de Siglo, La Troppa – nu La Obra, Teatro La Memoria, Teatro del Silencio, Gran Circo Teatro, Teatro Aparte, Teatro Imagen og Teatro del Ángel opstod. Også flere chilenske kvinder er siden slutningen af 1980'erne begyndt at producere egne forestillinger, heriblandt dramatikeren Inés Margarita Stranger og instruktøren Claudia Echenique. Santiago er fortsat landet teatercenter, og fokus er i høj grad stadig på sociale forhold og marginaliserede grupper, men yngre teaterfolk vælger i dag at udtrykke sig mere fysisk og visuelt og mindre bundet af den dramatiske tekst.

Bibliografi: Boyle, C M Chilean Theatre 1973-1985 1992; The World Encyclopedia of Contemporary Theatre – vol. 2. The Americas 1996.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lone Hersted: Chile i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427598