Brasilien

Brasilien, Brasiliansk teater har siden koloniseringen været stærkt præget af jesuitternes missionsteater og den katolske kirkes opførelser af autos sacramentales. Senere hen opførte man teaterbygninger i europæisk stil; det første var Teatro da Praia i Bahia fra 1760, som gav plads for turnerende europæiske teaterkompagnier, hovedsagelig fra Frankrig og Portugal. I 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet opførte man, ligesom i det øvrige Latinamerika, overvejende stykker af europæiske dramatikere, især fra de romansk-talende lande, samt enkelte nationale komedieforfattere som Luis Alves Pinto. I midten af 1800-tallet begyndte et nationalt teater med stærkt romantisk islæt dog at spire frem, men generelt var teatret helt frem til begyndelsen af det 20. årh. meget europæiseret. Undtaget var 1800-tallets populære revyer, med de storslåede kostumer, af dramatikere som Artur Azevedo.

En decideret fornyelse skulle vise sig at komme fra amatørerne. Diplomaten Paschoal Carlos Magno, som i Europa havde haft lejlighed til at opleve det moderne teater, grundlagde i 1938 studenterteatret, Teatro do Estudante do Brasil, TEB, hvor han, ud over at iscenesætte moderne klassikere fra verdensdramatikken, også selv skrev og iscenesatte ny brasiliansk dramatik. Samtidig organiserede han en række teaterfestivaler rundt om i landet, som var med til at styrke og forny amatørteaterbevægelsen.

I São Paulo i 1942 dannede Alfredo Mesquita Grupo de Teatro Experimental og i 1948 teaterskolen Escola de Arte Dramática, som blev vugge for mange nye talenter. Men det egentlige begyndelsestidspunkt for det moderne teater regnes for at være i 1943, hvor Nelson Rodrigues’ Vestido de noiva blev opført af amatørteatergruppen Os Comediantes. Stykket var bemærkelsesværdigt med dets fragmenterede form, behandling af ‘det ubevidste’ samt sproglige udtryk, der havde udgangspunkt i slang og talemåder blandt storbyens underbemidlede klasser. Instruktøren var polakken Zbigniew Ziembinski, som i 1941 var flyttet til B og havde medbragt en lang række moderne metoder og idéer til skabelsen af scenekunst. I samarbejde med scenografen Tomás Santa Rosa udviklede Ziembinski nye former for kreativ lyssætning, der tilbød alternative scenografiske løsninger. Ziembinski blev én af Bs førende teaterinstruktører og udvidede sit virkefelt til også at omfatte tv.

I 1948 blev Teatro Brasileiro de Comédia – TBC grundlagt i São Paulo som byens første professionelle teater af den italienskfødte forretningsmand Franco Zampari. I sin storhedstid i 1950'erne rådede teatret over tyve skuespillere, fem instruktører og et komplet hold af scenografer og teknikere og spillede et ambitiøst internationalt repertoire. Til trods for teatrets høje produktionsniveau blev brasiliansk dramatik og tematik underkendt på TBC. Det var først da en ny, yngre generation af TBC-instruktører som Flávio Rangel og José Alves Antunes Filho begyndte at få indflydelse, at markante brasilianske værker skrevet ud fra et samfundsmæssigt engagement fik fokus. Herfra videreudvikledes den nationale dramatik, heriblandt nøgleværker som Alfredo Dias Gomes’O pagador de promessas 1960, Gianfrancesco Guarnieris A semente 1961 og Jorge AndradesVereda da salvacão 1964.

Et af de første teatre, som for alvor brød med den ensidige satsning på udenlandsk dramatik, var Teatro de Arena i São Paulo, som blev grundlagt i 1953 af den karismatiske instruktør Augusto Boal. Arena vandt med sit samfundsmæssige og nationale engagement snart politisk og kunstnerisk indflydelse overalt i landet, hvor nye teatergrupper opstod ud fra Boals idé om De undertryktes teater. Militærkuppet i 1964 satte dog hurtigt en grænse for deres aktiviteter.

Det højreorienterede regime kom til at vare de næste 15 år, hvor en kolossal undertrykkelse og forfølgelse blev iværksat på alle kulturens områder, og mange kunstnere og intellektuelle tilbragte år i enten fængsel eller eksil. Staten iværksatte et stramt censurapparat, hvilket affødte en bevægelse, som tog udgangspunkt i ‘den nøgne skuespiller’; befriet for storslåede teaterbygninger, dyrebare kostumer og spektakulær scenografi udfoldede den sig uden for de etablerede teaterscener i metaforer og symbolik, som undslap censorernes opmærksomhed. Det gjaldt især dramatikere og instruktører som Plínio Marcos og hans ekspressive, socialt engagerede værker og José Celso Martínez Correâ og hans Teatro Oficina de São Paulo, grundlagt som professionelt teater i 1961. Correâ iscenesatte 1967 Oswaldo de AndradesO rei da vela fra 1933, som revolutionerede teatret og var med til at skabe bevægelsen movimento tropicalista (tropicalismen), med udgangspunkt i den brasilianske kulturelle identitet. Stigende pres fra regimet tvang dog både Arena Teatret og Teatro de Oficina til at lukke i henholdsvis 1971 og 1973, og de to instruktører, Boal og Correâ, måtte gå i eksil, mens Plínios værker blev bandlyst. Oficina er siden genåbnet.

I 1979 blev censuren ophævet, men regimet kontrollerede fortsat teatret. Det sociale og politiske teater fik stadigt trangere kår, og et mere spektakulært teater tog over: I 1978 iscenesatte Antunes Filho en bearbejdning af Mário de Andrades’ roman fra 1928 Macunaíma i São Paulo, og med sit varierede scenesprog, der rummede atletik, nøgenhed, fantasi og visuel poesi, fik forestillingen stor succes både nationalt og internationalt og bidrog til en ny standard for brasiliansk teater op gennem 1980'erne og 1990'erne. Der kom især fokus på det visuelle, som fx i instruktøren Gerald Thomas’ overvældende billedsprog. Denne tendens fortsatte op i 1990'erne, hvorefter interessen for klassikeropsætninger har fået en opblomstring, men generelt står teatret i B over for store udfordringer i mangel på egnede teatre og nytænkende dramatikere.

Bibliografi: George, D S The Modern Brazilian Stage 1992; Weiss, W Theatre in Brazil 1980.