Bolivia

Bolivia, I det 16. årh. hørte B under den spanske krone, og samfundet var udpræget feudalt, kontrolleret af magtfulde spanske godsejere. Den spanske teaterstil og de katolske missionærers autos sacramentales dominerede billedet i århundreder; i dag er det stadig muligt at se en blanding af spanske autos sacramentales og indianske ritualer i lokale og nationale festligheder. Karnevalet i januar bliver fx brugt til at hylde aymará-guden Ekeko, mens djævledansen Diablada, som dyrker Jomfruen til minearbejdernes beskyttelse mod djævelen iblandet aspekter af den indianske Pachamama-kult (til ære for den store Moder Jord) og legenden om den mytologiske Onkel, der lever i minerne, har overlevet som levn fra middelalderens religiøse drama. 1825 opnåede landet selvstændighed og blev opkaldt efter frihedskæmperen Simon Bolívar, men den performative kunst var fortsat delt mellem europæisk inspireret teater og indianske ur-former.

Begyndelsen på det moderne teater dateres til 1923 med grundlæggelsen af det bolivianske dramatikerforbund, der havde til hensigt at styrke de nationale festivaler og bruge disse som platforme for national dramatik. Kernen i forbundets medlemsskare, primært Antonio Díaz Villamil, men også Humberto Palza Solíz og Saturnino Rodrigo blev kendt under betegnelsen Generacíon del 21 (Generation 1921), og deres dramatik udtrykte et større engagement i sociale og politiske problemer, end man hidtil havde set på landets teaterscener. Nye emner kom under dramatikernes lup, fx urbaniseringens konsekvenser for den indianske befolkning. Kort tid efter stiftedes et nationalt skuespillerforbund, og i løbet af de næste årtier opstod en del nye teaterkompagnier.

Under Chaco-krigen 1932-35 mistede B store landområder til Paraguay, hvilket affødte en generel afmatning i landet; mange forfattere holdt op med at skrive, og interessen for teater var dalende. Flere teatre lukkede til fordel for biografer, og førende skuespillere rejste udenlands. Men med landets store tineksport til de krigsførende nationer under 2. Verdenskrig blev økonomien sikret og interessen for den nationale kultur genopstod. I forsøget på at konkurrere med filmindustrien begyndte dramatikere som Joaquín Gantier Valda, og særligt Raúl Salmón, nu at fokusere på de brede masser og et socialt og politisk engagement i samarbejde med markante instruktører som Liber Forti, og hans teatergruppe Nuevos Horizontes i den lille by Tupiza.

1952 fandt en social revolution sted, hvor bl.a. tinminerne og olieindustrien blev nationaliseret og de indianske befolkningsgrupper, quechua og aymará fik stemmeret. 1964 fulgte det første af en lang række militærkup, hvorefter politiske modstandere blev udraderede; hungerstrejker og selvmord blev en daglig foreteelse, mens teatrene mødte politisk modstand, hvis de ikke udtrykte accept af regeringens politik. Mange kunstnere måtte forlade landet i disse år. Til gengæld blomstrede de mere folkelige udtryksformer, og de tilbageblevne kunstnere begyndte at interessere sig for landets indianske fortid og arrangere store folkelige festivaler.

Omkring 1960 begyndte landets universiteter at være arnested for en ny generation af teaterfolk efterfulgt af statslige institutioner som Instituto Boliviano de Cultura IBC i La Paz 1975-93 og Instituto Boliviano de Arte Teatral IBART i Cochabamba, som satte gang i udviklingen af ny dramatik, hvilket kom til at bære frugt i 1970'erne og 1980'erne med dramatikere som Adolfo Costa du Rels, som 1972 vandt international anerkendelse for sit drama Los estandartes del rey 1956, Raúl Botelho Gosálvez, Sergio Suárez Figueroa, Gastón Suárez, Adolfo Mier Rivas og Guido Calabi Abaroa. Mange af disse satte sig for at bryde med de spanske teaterformer for i stedet at skabe en moderne national dramatik på baggrund af samtidige litterære strømninger og med udgangspunkt i landets alvorlige sociale og politiske tilstand. Nye teatergrupper dukkede op, som alle eksperimenterede med symbolisme og surrealisme og var præget af eksistentialistisk tankegang, bl.a. Teatro Experimental Universitario i Santa Cruz, ledet af instruktøren Humberto Parada Caro, Tra-La-La i Cochabamba ledet af Peter Travesí Canedo, som ved hans død fik hans navn og som hvert år afholder en vigtig festival, Casateatro i Santa Cruz ledet af en af Bs kendteste instruktører, René Hohenstein, som også afholder en international teaterfestival, og César Brie, som med baggrund i Odin Teatret grundlagde Teatro de los Andes i Sucre. To kvindelige teaterinstruktører og skuespillere, Ninón Dávalos og peruaneren Maritza Wilde, har formet teatergruppen Teatro Ñaque som bl.a. turnerer internationalt. Se også Latinamerikansk teater.

Bibliografi: Salmón, R Teatro boliviano 1972 & Soria, M El teatro boliviano en el siglo XX 1980 & Teatro boliviano 1980-98 1999; The World Encyclopedia of Contemporary Theatre. Americas 1996.