Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Italien

Oprindelig forfatter Holm

Italien, et af de klassiske europæiske teaterlande, hvis bidrag til verdensteatret især har angået scenisk indretning, maskekomedie og musikdramatik og i mindre grad dramatik. Antikt teater var i høj grad afledt af græsk kultur med dens komiske og tragiske genrer, hvor mimen i særlig grad fik en romersk udvikling. De middelalderlige bibelske spil laude, fremført af lægmænd, fik i 1500-tallet en spektakulær form i sacre rappresentazioni, som efterhånden også behandlede verdslige temaer.

Fra renæssancen blev I foregangsland, hvad angår scenografi, sceneteknik og teaterbygninger. Således formuleredes perspektivscenens principper og typer i Sebastiano SerliosAnden bog om arkitektur 1545. Den antikke inspiration kom til udtryk i Teatro Olimpico og Teatro Farnese – den sidste med perspektivisk kulissescene, dog således at gulvet i salen stadig kunne inddrages til optræden. Først med indførelsen af parterret blev teatersalen all’italiana fuldbyrdet, ikke mindst i de venezianske operahuse i 1600-tallet med deres loger i hesteskoform på etagerne. Renæssancens humanistiske drama influerede på figurgalleri og intriger i den improviserede maskekomedie, commedia dell’arte, der var et professionelt skuespillernes teater opstået i midten af 1500-tallet. Med commedia dell’arte etableredes den model, som i lange tider dominerede italiensk teater: den turnerende trup, la compagnia, ledet af en capocomico, i reglen førsteskuespiller og dramatiker. Typisk levede trupperne som et samfund uden for samfundet, som familieforetagender, der trænede de næste generationer via mesterlære – lidt som den model, der forbindes med cirkus. Et opgør med maskerne gennemførtes af Carlo Goldoni, som skabte gennemskrevne samtidskomedier af en betydelig psykologisk realisme. 1800-tallet var præget af de store skuespillere, ofte også capocomici, og af diskussionen om den traditionelle struktur, turnéselskabet, over for tanken om det stationære teater. Konventionelt var teater stadig regnet som en sekundær kunstart.

Futurister og siden Luigi Pirandello søgte i 1900-tallets begyndelse på forskellig vis at tilføre teatret ‘kunstnerisk’ kvalitet – Pirandello som en af de få italienske dramatikere, der i nyere tid har kunnet hævde sig internationalt og litterært. Med oprettelsen af L’Accademia Nazionale di Arte Drammatica 1936 modificeredes strukturen med de turnerende selskaber. Man kunne nu være institutionsuddannet teaterkunstner, ikke blot figlio d’arte, dvs. født ind i professionen. Først 1947 fik I en slags nationalscene, Piccolo Teatro di Milano, som en offentligt støttet stationær scene med et kunstnerisk lødigt repertoire og et abonnementssystem for et bredt publikum. Projektet dannede i de følgende år forbillede for en række teatri stabili, stationære, regionale teatre. I 1960'erne tog en neoavantgarde arven op fra bl.a. futuristerne i en reaktion mod teatri stabilis angivelige stivnen. 1970'erne lancerede dels en række politiske teatergrupper med Dario Fo som frontfigur, dels et betydeligt eksperimenterende teaterliv med impulser fra bl.a. Eugenio Barba. Teaterlivet har et vist statsligt subventioneringssystem, men hele området er præget af et fravær af samlet politik, dvs. at de konventionelle strukturer vedvarende er ganske stærke. Under ministerpræsident Berlusconis nyliberalistiske regime i begyndelsen af 2000-tallet kom teaterlivet under yderligere kommercielt pres.

Annonce

Bibliografi: Holm, B ‘Italiensk teater nu’ i (Pré)publications 151, 1996; Pochat, G Theater und bildende Kunst 1990; Waage Petersen, L Italiensk teater i dag 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm: Italien i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 14. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428562