Giorgio Strehler, 1921-97, italiensk instruktør. Som stifter af Piccolo Teatro introducerede S endegyldigt sceneinstruktion i moderne betydning i Italien. Hans forestillinger var præget af en raffineret realisme og enkelhed. Hans arbejde med lyset blev en direkte inspiration for Robert Wilson. Ss egne inspirationer var Stanislavskij, Jacques Copeau og Brecht. Han havde ingen egentlig metode, men arbejdede musikalsk med alle udtryksregistre. Afsættet i Brecht handlede bl.a. om en socialt engageret tilgang. Fra 1970'erne fokuserede S på temaet ‘Sandhedens illusion og illusionens sandhed’ i en trilogi af Shakespeares Stormen 1978, Corneilles Komediens illusion 1984 og Eduardo De Filippos Den store magi 1985. 1983-90 var han ydermere leder af Théâtre de l’ Europe i Paris. Hans genopdagelse af Carlo Goldoni indledtes med En tjener – To herrer 1947 (gæstespil Det Kongelige Teater 1953), en forestilling, der i forskellige versioner har spillet gennem alle årene. S stod endvidere for en række operaiscenesættelser bl.a. på Scala Operaen – navnlig Mozart var en livsvarig passion. Se også Harlekin.
Iscenesættelse: Laser og pjalter 1956; Klammeri i Chiozza 1964; Kong Lear 1972; Kirsebærhaven 1975; Slavernes ø 1995 – alle gæstespil på Folketeatret.
Bibliografi: Strehler, G Towards a Human Theatre 1974; Holm, B ‘Instruktøren som fortæller’ i Jarl, S & Scavenius, A Sceneskift 2001.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.