Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Island

Oprindelig forfatter JoAnd

Island, kendes fra de første bosættelser i 800-tallet e.Kr. 1262 blev landet en norsk provins og fra 1380 kom begge lande under Danmark. 1918 fik I selvstyre og blev 1944 en selvstændig republik. Det ældste islandske teater har muligvis sit udspring i rituelle danse og dramatisk fortælling af eddadigte. Fra 1740'erne kendes dramatiske lege og ceremonier, der blev udført af eleverne på katedralskolerne i Hólar og Skálholt, bl.a. Herranótt (Herrernes Nat), og komedien Narfi ca. 1790 af Sigurdur Pétursson, hvor en islandsk Jean de France-figur bliver til grin, fordi han snobber for alt dansk. Efter Skálholtskolens flytning til Reykjavík i slutningen af 1700-tallet forbød de danske myndigheder elevernes løjer som politisk anstødelige. Herefter blev der spillet teater i mere moderne forstand og en ren teatergalskab bredte sig langs kysten og ind i landet især i perioden 1860-1920. Ikke mindst takket være maleren, scenografen og instruktøren Sigurður Guðmundsson, der, for at understøtte den nationale identitet, opmuntrede de islandske digtere til at skrive dramatik på deres modersmål. Det blev bl.a. til komedien Skugga-Sveinn 1898 (De fredløse) af Matthías Jochumsson, der er det mest spillede islandske stykke, og Nýársnóttin 1871 (Nytårsaften) af Indriði Einarsson. I 1897 gik to amatørteatre sammen og dannede Leikfélag Reykjavíkur (Reykjavík Teaterkompagni), der spillede i håndværkernes hus Iðnó. Frem til 1920 blev dramatikere som Jóhann Sigurjónsson med Fjalla-Eyvindur 1911 (Bjærg-Eyvind og hans hustru Dagmarteatret 1911) og Guðmundur Kamban med Vér Morðingjar 1920 (Vi Mordere DRtv 1974) opført her og senere spillet internationalt. Ca. 80 amatørteatre er i dag organiseret i Bandalag íslenskra leikfélaga, oprettet 1950.

Det professionelle teater opstod ud af dette teaterboom; i 1920'erne og 1930'erne kom flere professionelle skuespillere til, der var blevet uddannet i udlandet. Bl.a. Lárus Pálsson, Haraldur Björnson og Indriði Waage, der alle senere blev ledende instruktører helt frem til 1950'erne, efterfulgt af bl.a. Sveinn Einarsson, Briet Héđinsdóttir, Stefán Baldursson og Þórhildur Þorleifsdóttir. I 1963-72 blev Leikfélag Reykjavíkur fuldt professionelt under ledelse af Sveinn Einarsson, og i 1989 flyttede det ind i det nybyggede Stadsteatret (Borgarleikhúsið) i Reykjavík. I 1950 var de fleste af teatrets skuespillere dog blevet ansat ved det nyåbnede, professionelle Þjóðleikhúsið, Nationalteatret – et teater, man havde ønsket sig siden 1860'erne. Nationalteatret spillede fra starten såvel moderne som klassisk islandsk og udenlandsk dramatik, men først fra 1970'erne blev ny, islandsk dramatik centralt i repertoiret, hvor det i 2002 udgjorde over 40 %. Siden 2005 er det blevet ledet af skuespilleren Tinna Gunnlaugsdóttir. Gennem årene har mange islandske kunstnere studeret i udlandet, men 1950-70 gav Nationalteatrets egen teaterskole også mulighed for en professionel skuespilleruddannelse lokalt, ligesom den samtidige skole ved Leikfélag Reykjávikur, der 1975 blev til Is teaterskole, Leiklistaskóli Islands, som siden 2005 under navnet Listaháskóli Íslands Leiklistardeild har været en del af Is samlede kunstuddannelsesinstitution, Listaháskóli Islands. 1952 blev teatrets balletskole (Listdansskóli Íslands) oprettet og dannede 1973 grundlag for det nationale dansekompagni, Íslenski dansflokkurinn. Teatrets operavirksomhed startede 1951, og i 1980 kom Íslenska Óperan til. Siden 1960'erne har frie teatergrupper og solister spillet en stor rolle i islandsk teater. Blandt disse kan nævnes det eksperimenterende Gríma 1960-71, Litla Leikfélagiđ 1967-71, Nationalteatrets ensemble, Inuk 1974-78, det politiske Alþýðuleikhúsið (Folkets Teater) 1975-1993 i Akureyri, Egg-Leikhúsið (Egg Teatret) fra 1981, med gæstespil 1986 på Københavneren med Arní Ibsen The turtle get there too (Skjaldbakan kemst þangað líka 1984), Frú Emilía fra 1983, Leikfélag Akureyrar (Akureyri Teater), der blev det første professionelle teater uden for Reykjavík i 1973, teatrene i Hafnarfjordur, Hermóður og Háðvör, børneteatret Möguleikhúsið (Mulighedernes Teater), dukketeatret Leikbrúðuland, der er en videreudvikling af Íslenska brúðuleikhúsið, Det Islandske Dukketeater, stiftet af Jón E Guðmundsson, Bandamenn 1992, samt Vesturport fra 2002. If. Is ITI var der 49 frie grupper i 2004.

Siden 1960'erne er en række markante dramatikere kommet til. Ikke mindst den satiriske absurdist Oddur Björnsson med spil som Tíu tilbrigði 1968 (Ti variationer), Postulín 1971 (Porcelæn DRtv 1971), Dansleik 1974 (Dansespil), Eftír konsertinn 1983 (Efter koncerten) og 13. krossferðin 1993 (Det 13. korstog) 1993 og Jökull Jakobsson, der nåede at sætte sit særligt finurlige og bidske samtidspræg på teatret 1961-78 med spil som Hart í Bak (Hard-a-Port) 1962, Klukkustrengir 1973 og Í öruggri borg 1979 (I en stærk by), Svava Jakobsdottír med Lokaæfing 1983 (Generalprøven Bådteatret 1983), Næturganga 1989 (Vilde blomster Svalegangen 1989) og Vala Þórsdóttirs dramatisering Eldhús eftir máli 2005 over fem af Jakobsdottírs noveller (Et skræddersyet køkken Det Kongelige Teater 2006), Birgir Sigurdsson med Dagur vonar 1987 (Håbets dag Aalborg Teater 1991) og Guðmundur Steinsson med de tragikomiske familiedramaer Solár 1976 (Viva Espana) og Stundarfriður 1978 (En stakket frist Det Kongelige Teater 1983).

Annonce

Blandt nutidens produktive dramatikere kan nævnes Kjartan Ragnarsson, som også regnes blandt landets mest interessante instruktører, med Saumastofan 1975 (Syerskerne) og Skilnaður 1982 (Skilsmisse), Ólafur Haukur Simonarson med Hafið 1992 (Havet), Victoria og Georg (Bornholms Egnsteater 2002) og Boðorðin 9 2002 (Det 9. bud), Árni Ibsen med Himnaríki 1995 (Himmerrige) og Ađ eilifu 1997 (I al evighed), Sigurđur Pálsson med Einhver í dyrunum 2000 (Der er nogen i døren), Þorvaldur Þorsteinsson med And Björk of course … 2002 og Guilt is a Feeling 2004 og Hrafnhildur Hagalín Gudmundsdottir med Ég er Meistarinn 1990 (Jeg er Mesteren Odense Teater 1996) og Hægan, Elektra 2000 (Stille, Elektra).

2004 havde Island ca. 293.500 indbyggere, hvoraf 60 % bor i hovedstadsområdet. På trods af relativt høje billetpriser og konkurrence fra såvel tv som musikbranchen har I formentlig verdensrekord i tilskuere til teater i forhold til befolkningstallet med ca. 200.000 årlige besøgende – nogle år har antallet af solgte billetter oversteget antallet af indbyggere. 40 % af opført dramatik i Island er skrevet af nationale dramatikere. 2003 fik I sit eget teatermuseum, Leikminjasafn Íslands, og samme år uddelte islandsk ITI, der udgiver Theatre in Iceland, for første gang teaterprisen Gríman (Masken) i 17 kategorier. Se også Þjóðleikhúsid.

Bibliografi: Einarsson, S Íslensk leiklist I-II 1991-96; Guðmundsson, G ‘Cultural Policy in Iceland’ i Duelund, P The Nordic Cultural Model 2003; ‘The Theatre System of Iceland’ i Maanen, H van & Wilmer S E Theatre Worlds in Motion 1998; Theatre in Iceland 1975-2004.

Det islandske teatermuseeums hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Andreasen: Island i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428559