Grækenland

Grækenland, Moderne græsk teater tager sin begyndelse i 1500- og 1600-tallet på øen Kreta, og udviklingen fortsatte i 1700-tallet på De Joniske Øer. Genrerne var tragedier, komedier og religiøse spil. I 1800-tallet ses stor inspiration fra både det traditionelle skyggespil karagiozis og den satiriske revy over politiske og sociale forhold epitheorisi, samtidig med at udenlandsk dramatik fik fodfæste i landet, fra Shakespeare til Ibsen og senere Brecht.

Det var også i begyndelsen af det 19. årh., at den moderne teaterudvikling i G markeredes med en national sprogreform, der stillede både dramatikere og teaterfolk over for helt uventede krav og udfordringer. Det nye græske sprog tjente ikke alene som et værktøj i den dramatiske produktion, det var også et hovedtema i komedieskrivningen, utvivlsomt den mest populære blandt publikum. Dette førte til opblomstring af en ny komediegenre, komeidyllio (komisk idyl), hvor det komiske og sentimentale gik hånd i hånd. Komediens succes banede vejen for en mere alvorlig dramatik bl.a. hos Yannis Kambysis, som i høj grad var påvirket af Ibsen og Strindberg. En konstant stigende interesse for teatret gav 1901 anledning til opførelsen af to teatre i Athen: Wasilikon Théatron (Det Kongelige Teater), omdannet i begyndelsen af 1930'erne til nationalscene, Ethniko Teatro og Nea Skini, (Nye Scene), som primært opførte naturalistisk teater skrevet af den unge generation af dramatikere, deriblandt Gregorius Xenopoulos. Fra 1927 påbegyndtes benyttelsen af de antikke græske teatre til årlige festivaler, først i Delfi og fra 1955 i Epidaurus, hvilket udviklede sig til de helt store publikumsmagneter. I 1942 åbnede instruktøren Karolos Koun Theatro Technis (Kunstteatret) med tilhørende dramaskole, og det betød en milepæl i græsk teater. Her bragte Koun det moderne repertoire ud til folket, og stod samtidig for nyfortolkninger af antikkens dramaer og udvikling af nye græske dramatikere. Det var især i Kouns Aristofanes-forestillinger, at det totale scenebillede med skuespil, dans, sang og de perfekt synkroniserede kor gik sammen i en højere enhed. Koun instruerede også på nationalteatret, bl.a. Pirandellos Henrik IV 1950. Én af nationalteatrets store skuespillerinder var Katina Paxinou, der med sin mand, instruktøren, skuespilleren og senere direktør for nationalteatret, Alexis Minotis, fik stor succes, bl.a. med opsætningen af Euripides’ Hecuba i 1955. Parret var begge loyale overfor teatret i tiden omkring besættelsen under 2. Verdenskrig, hvor mange ikke ønskede at arbejde for nationalteatret; de spillede i deres egne kompagnier, men der var ingen økonomisk støtte at hente fra staten før oprettelsen af Kulturministeriet i 1971. Både under 2. Verdenskrig (1941-44) og den efterfølgende borgerkrig (1944-49) opstod alternative teatermetoder, fx agitprop i det venstreorienterede Theatre in the Mountains. I 1950'erne gik det græske teater i avantgardistisk retning, og de næste årtier bød på mange eksperimentale tiltag. Især det politiske og absurde havde kronede dage. I 1967 tog juntaen over, og mange kunstnere var nødsaget til at søge udenlands, mens de, som blev, søgte nye veje at udtrykke sig. Iakovos Kambanellis’ forestilling To megalo mas Tsirko (Vores store cirkus) 1973 brød med traditionel naturalistisk opførelsespraksis ved at blande tidligere tiders teaterformer og mindede grækerne om deres storhed og tidligere vundne kampe og nødvendigheden af modstanden mod juntaen. Året efter faldt militærdiktaturet, og mange kunstnere vendte tilbage til G til stor berigelse for det moderne græske teater. Én af de kunstnere, hvis musik havde været forbudt i perioden, var den venstreorienterede komponist Mikis Theodorakis, der med sine værker satte fokus på den politiske situation i G, med bl.a. Mine sange skal leve Det Kongelige Teater 1975.

I 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne havde udviklingen i moderne græsk dramatik fortsat fokus på nye historier om det moderne G, men det antikke græske dramas indflydelse er fortsat markant i både G og resten af verden.

Bibliografi: Laskaris, N J Le Théâtre néo-grec 1930; Pontani, F M Teatro Neoellenico 1962; Sidéris, Y The Modern Greek Theatre & A Concise History 1957.