Virkelighedsteater. Betty Nansen Teatrets virkelighedsprojekt De andres tanker producerede Fædre og Sønner, instrueret af Jeremy Weller i 2005, hvor etnisk danske og nydanske fædre og sønner fortalte deres egne historier.

.

Virkelighedsteater, teaterform, der iscenesætter autentiske begivenheder eller lader ikke-skuespillere spille deres egne historier på scenen. Som det også er tilfældet for andre medier og genrer, der befinder sig i et grænseland mellem fiktion og virkelighed, politik og kultur, privat og offentligt, er det et dynamisk fænomen, der ændrer indhold og karakter alt efter ydre kulturelle og samfundsmæssige påvirkninger. Det er således også et historisk fænomen, der trækker på radikale dramapædagogiske traditioner og tanker om at ændre tilskuerens rolle fra passiv iagttager til aktiv deltager, på dramadokumentariske filmtraditioner, der iscenesætter virkelige begivenheder, og på tv-mediets reality-genrer, hvor virkeligheden søges skildret så autentisk som muligt i en art fluen-på-væggen-optik eller hvor almindelige mennesker sættes sammen i ualmindelige situationer, for herigennem at opnå ny erkendelse.

En af de mest markante profiler inden for V er den britiske instruktør Jeremy Weller, grundlægger og kunstnerisk leder af organisationen The Grassmarket Project (GMP) med base i Edinburgh. GMP søger at iscenesætte og portrættere virkelige menneskers virkelige historier. Det er de ellers oversete historier og mennesker på kanten af det etablerede samfund, der sættes på scenen, som fx ungdomskriminelle, psykisk syge, misbrugere, isolerede kvinder og unge med anden etnisk baggrund. Richard Gregory og hans kompagni Quarantinei Manchester arbejder på en lignende måde fx med White Trash 2004, der omhandler en gruppe unge, hvide arbejderklassedrenge. I Sverige har Riksteaterns chef, Birgitta Englin, igennem mange år arbejdet med referencegrupper, hvor mennesker, der har direkte erfaring med stykkets emne, fungerer som ‘virkelighedskonsulenter’ i udviklingen af forestillinger, der spilles af professionelle skuespillere. Fra Tyskland er genren bl.a. kendt fra Deutsches Schauspielhaus i Hamborg.

I Danmark har Betty Nansen Teatret mest markant dyrket genren og indskrevet den i en dansk tradition. Det første egentlige projekt var Kirsten Thorup og Peter Langdals Projekt Paradis 1996, som undersøgte det danske samfund fra et indvandrerperspektiv. Samme år havde Jeremy Weller sin første opgave på teatret med forestillingen Kvinder, hvor en række kvinder fra scenen fortalte om deres ensomhed. Med integrations- og uddannelsesafdelingen C:NTACT har Betty Nansen Teatret for alvor sat V på dagsordenen som en genre, der kan bygge bro mellem mennesker, meninger og kulturer. Også Dansescenen har taget livtag med genren, fx Gran – Teater for Dans’ forestilling Trespassing 2003, der involverede en række unge nydanske dansere og byggede på deres personlige erfaringer. At V kan have voldsomme og utilsigtede konsekvenser er Lars Noréns forestilling Sju/Tre 1999 et tragisk eksempel på. Forestillingen vakte opsigt ved at have tre nynazister, der havde fået udgang fra fængslet for at spille sig selv, som hovedpersoner. Den ene benyttede lejligheden til at begå røveri og dræbte under flugt to politibetjente.

Vs basale etisk/filosofiske problem består i den kontraktlige overskridelse mellem teaterforestillingens afsender og publikum, idet publikums position ikke tillader en direkte interaktion eller reaktion på de direkte, bogstavelige og uforudsigelige tilkendegivelser, det præsenteres for. Vs styrke er at skabe et unikt rum for møder mellem kulturer, værdier og synspunkter, som ellers lever adskilt, og derved bibringe involverede såvel som publikum ny erkendelse.

Bibliografi: Saldaña, J Ethnodrama: an anthology of reality theatre 2005.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig