Usynligt teater, port. teatro invisível, teaterform udviklet af Augusto Boal. Dramatiske situationer udspilles fx på gaden, i et tog, i et stormagasin o.l. for at vække debat om samfundsmæssige misforhold. UT skal inddrage almindelige mennesker i situationen og debatten uden at de opdager, at de er en del af et iscenesat drama. Fordelen ved UT er, at det kan gøre et problem fysisk nærværende og få folk til at tænke over mulige løsninger. Boal o.a. har fx spillet UT om racisme, abort, hustruvold og børnearbejde. Ulempen ved UT kan være, at situationerne ofte vækker mere umiddelbar vrede end de antyder konstruktive løsninger. Boal blev kritiseret for dette allerede i 1970'erne og foretrækker nu at arbejde i en form, hvor det er tydeligt for alle, at det er interaktivt teater om virkeligheden, som fx forumteater.

Bibliografi: Boal, A For et frigørende teater 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig