• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

syngespil

Oprindelig forfatter BJ

syngespil, ty. Singspiel, fr. opéra comique, en musikdramatisk form opstået i 1700-tallets sidste halvdel. Oftest har S form som en komedie med strofiske sange til at understrege handlingens højdepunkter. I den talte dialog kan der også være indlagt episke sange, romancer, og lyriske sange, der nærmer sig operaarien. Christian VIIs franske hoftrup opførte franske S i 1770'ernes Kbh., hvor genren i de følgende årtier vandt stor yndest på Det Kongelige Teater. Dansk indfødsret fik S for alvor, da J.A.P. Schulz 1787 blev kapelmester på Det Kongelige Teater og i kølvandet på landbrugsreformerne samarbejdede med forfatteren Thomas Thaarup om de nationale S Høstgildet 1790, Peters bryllup 1793 og Indtoget 1793. P.A. Heiberg fik en af sine få uomtvistelige succeser med sit og komponisten Claus Schalls S Kinafarerne 1792. Den nationale tone fortsatte i 1800-tallet bl.a. med C.E.F. Weyse og Oehlenschlägers nationale syngespil Sovedrikken 1809 og Ludlams hule 1814. S kom til et slags slutpunkt i Weyse og Johan Ludvig HeibergsEt eventyr i Rosenborg Have 1827, af forfatteren dog selv betegnet som operette. Se også Musik på scenen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birthe Johansen: syngespil i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430267