• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

stangdukke

Oprindelig forfatter LSkaa

stangdukke, figur i animationsteater. Føres sædvanligvis nedefra af en eller flere dukkeførere, som opholder sig uden for scenen, skjult for publikum. Figurerne er 3-dimensionelle og varierer i højden mellem 50 og 80 cm, men varierer fra form til form. Føreren holder i en stang, der går gennem hele kroppen til hovedet. Armene føres med selvstændige stænger, og hvis S har ben, hænger disse løst og animeres ved at føreren rytmisk bevæger sig frem og tilbage eller støder stangen mod gulvet, således som det er tilfældet i Hänneschen-Theater i Köln. En stor fordel ved S er, at kroppen kan bøjes idet førerens håndled modsvarer S talje.

S kendes i Kina fra omkring Han-dynastiet (206 f.Kr. – 220 e.Kr.), og findes fortsat i de sydlige provinser. Den spredte sig til hele Asien og findes bl.a. i dag i Indonesien som wayang golek og i det sydlige Indien, hvor figurerne har snore fra taljen og ørerne til en ring fastgjort på førerens hoved. I Europa er S udbredt i Belgien som tchantchès i Liège, pierke i Ghent og de voddebalen i Antwerpen samt på Sicilien i Palermo, hvor der findes meget store S, kaldet Opera dei Pupi, som føres fra oven med en jernstang fastgjort til issen og en til den ene arm. De måler op til 150 cm i højden og vejer omkring 15 kg. Østrigeren Richard Teschner udviklede på basis af de indonesiske wayang golek-figurer en type, hvor bevægelserne kontrolleredes af snore, som førtes gennem ganske tynde stænger. Med disse figurer skabte han et ordløst kunstteater, der benyttede lys og musik til at skabe et drømmeagtigt univers. I Portugal benyttes S i det naivistiske folkelige animationsteater, Bonecos de Santo Aleixo, som opføres ved juletid hvert år.

Sædvanligvis anvendes S til langsomme og værdige dramaer, men potentialet er stort, og mange former, både enkle og mere komplicerede, ses overalt i verden. Fx lavede Bread and Puppet Theatre gadeteater med S, der målte op til 3 m, som de bl.a. viste på EXPO 2000 i Hannover.

Annonce

Bibliografi: Baird, B The Art of the Puppet 1965; McCormick, J Popular Puppet Theatre in Europe 1998.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lilo Skaarup: stangdukke i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430173