• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skyggespil

Oprindelig forfatter LSkaa

skyggespil, animationsteaterform med aner i buddhistiske, taoistiske og shamanistiske ritualer, som i hvert fald har været kendt fra ca. 200 f.Kr. Størst udbredelse i Sydøstasien og den nære orient. Det klassiske indonesiske S, wayang kulit, kendes fra starten af vor tidsregning. S kendes i Thailand og Laos som nang sbek thom, der er S med meget store figurer, som spilleren, der også er danser, bærer over sit hoved med to stænger. Det kendes i Kina som piyingxi, S med sang og musik og i Iran som gharegose, S med hovedfiguren af samme navn som repræsentant for den fattige del af befolkningen. I Indien findes der religiøse S som gombeyatta fra staten Karnataka, som udelukkende opføres i templerne på hinduistiske festdage, og fra staten Kerala pavaikuthu-S, hvor figurerne er fremstillet i meget tyk oksehud, der i modsætning til de øvrige indiske skyggefigurer ikke er gennemsigtige, og hvor kun de vigtige figurer har bevægelige lemmer. I staten Orissa hedder formen ravana chhaya, som opføres med meget enkle figurer helt uden farver og uden bevægelige lemmer. S ses på en gennemskinnelig skærm, bag hvilken spilleren fører de flade, kunstfærdigt udskårne og bemalede stangfigurer af læder til musikledsagelse, eller mens handlingen reciteres. Repertoiret bygger oftest på de to ældgamle hinduistiske heltedigte Mahabharata og Ramayana, der beskriver gudernes kampe og bedrifter, men kan også have mere folkelige temaer, der afspejler buddhistisk eller muslimsk tradition, hvor persongalleriet omfatter fx en helt, en heltinde, en skurk samt deres nærmeste omgivelser. Disse figurer er ikke tænkt som menneskekopier, men snarere som personificeringer af menneskelige dyder og laster.

Det kinesiske S spredtes til Tyrkiet og Grækenland, hvor de to respektløse folkelige helte, Karagöz og Karagiozis fortsat nyder stor anseelse. S spredtes endvidere til Frankrig, hvor Dominique Seraphin i 1776 åbnede sit teater i Paris. Han spillede i begyndelsen for adelen og borgerskabet og hans S, Le Pont cassé, blev opført over 7000 gange. Under revolutionen måtte Seraphin for at overleve spille stærkt patriotiske forestillinger. Teateret eksisterede indtil 1870. I 1800-tallet var ombres chinoises-figurer – navnet indikerer inspirationen fra orienten – udskåret af træ og metal meget populære i Frankrig. Disse figurer var små mekaniske vidundere, som kunne bevæge læberne, gestikulere og danse. En anden kendt teatermand, Henri Rivière, åbnede i 1887 sit teater Chat Noir, hvor han i løbet af de 9 år teatret eksisterede skabte omkring 50 forestillinger med S. I 1920'erne og 1930'erne benyttede den tyske filmskaber Lotte Reiniger S til sine silhuetfilm. Australieren Richard Bradshaw har i mange år benyttet S og opfører en række fornøjelige sketcher til velkendt musik som fx ‘Waltzing Mathilda’. Se også Wayang.

Bibliografi: Blackham, O Shadow Puppets 1960; Broman, S Chinese Shadow Theatre 1981; Damianakos, S Theatres d’Ombres 1986; Reusch, R Schattentheater 1997; Tilakasiri, J The Asian Shadow Play 1999; Watson, J L The Shadow Puppet Book 1980.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lilo Skaarup: skyggespil i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 23. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430106