Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

renæssance

Oprindelig forfatter Holm

Renæssance. Den ubetinget største fest i den danske renæssance var Det Store Bilager, Chr. IVs fejring af Den udvalgte Prins Christians bryllup med Magdalene Sibylle af Sachsen i 1634. Teaterforestillingen Tragedien om dyder og laster, var en moralitet, opført i en simultanscene. I midten ses Drageborg, hvor Kong Fastus (Overmod) spiste med sine gæster. Borgen blev sat i brand og gæsterne reddede sig ud i sidste øjeblik, blot for at blive drevet ned i Helvedsgabet sammen med Lasterne. Til venstre Håbets Borg, hvor Dyderne residerede. De lod sig overtale til at deltage i en fest på Drageborg, men blev kastet i fængsel for siden at blive befriet af Rafael med sit flammesværd. Bagest t.h. Københavns Slot. Forestillingen blev afsluttet med et forrygende festfyrværkeri.

Renæssance. Den ubetinget største fest i den danske renæssance var Det Store Bilager, Chr. IVs fejring af Den udvalgte Prins Christians bryllup med Magdalene Sibylle af Sachsen i 1634. Teaterforestillingen Tragedien om dyder og laster, var en moralitet, opført i en simultanscene. I midten ses Drageborg, hvor Kong Fastus (Overmod) spiste med sine gæster. Borgen blev sat i brand og gæsterne reddede sig ud i sidste øjeblik, blot for at blive drevet ned i Helvedsgabet sammen med Lasterne. Til venstre Håbets Borg, hvor Dyderne residerede. De lod sig overtale til at deltage i en fest på Drageborg, men blev kastet i fængsel for siden at blive befriet af Rafael med sit flammesværd. Bagest t.h. Københavns Slot. Forestillingen blev afsluttet med et forrygende festfyrværkeri.

renæssance, fr. renaissance fra lat. renasci ‘genfødes’, regnes i teatersammenhæng som perioden fra 1400-tallet til op i 1600-tallet, med betydelige geografiske forskydninger. Det er antikken som kulmination af menneskelig kunstnerisk og intellektuel skaberkraft, der ‘genfødes’, til forskel fra kirkens hidtidige dominans. Rs teater havde i al væsentlighed sit udspring i Italien. Ud fra humanismens idéer stræbte man mod at genskabe antikkens former. Teatret knyttede sig til den repræsentative hofkultur, og til skoler, akademier og universiteter. Der udviklede sig i perioden et professionelt teater i moderne forstand. Nybruddet angik dramatik, teori og arkitektur. Det hang bl.a. sammen med udgivelser i 1400- og 1500-tallet af Terents, Plautus og Seneca, og af Aristoteles og Vitruvius. I Rom havde professoren Julius Pomponius Laetus sidst i 1400-tallet med sit akademi afprøvet fremførelser af antikke forfattere. Tendensen var, at stykkerne blev opført på latin, bl.a. til forfinelse af sprog og adfærd. Siden begyndte man at oversætte dem, og endelig blev der skrevet nye tekster efter antikt forbillede – således Cassaria af Ludovico Ariosto, opført hos hertugen af Ferrara 1508, og La Mandragola af Machiavelli ca. 1520. Denne genre kaldes commedia erudita, den lærde komedie.

Aristoteles’ Poetikken udkom på latin 1498 og siden i forskellige udgaver med kommentarer og teoretiseringer, således hos Ludovico Castelvetro, der i 1570 udledte kravet om stedets enhed af Aristoteles’ begreber om tidens og handlingens enheder. Sebastiano SerliosSecondo Libro dell’Architettura fra 1545 rummer anvisning på tragisk, komisk og landlig scenografi og teaterarkitektoniske betragtninger med udgangspunkt i Vitruvius. Arbejdet med det illuderende centralperspektiv inden for billedkunsten var en væsentlig baggrund for udviklingen af renæssancens scenografiske principper, der kulminerede i barokkens komplicerede kulissemaskineri. Blandt periodens italienske teaterbygninger er Andrea Palladio og Vicenzo Scamozzis Teatro Olimpico i Vicenza et hovedværk. Det blev opført for det lærde Accademia Olimpica og indviet 1585. Det er disponeret som et amfiteatralsk tilskuerrum over for en bred scene foran en pompøs facade med kik ind til plastisk perspektiviske gader som et fast sceneri.

Det pædagogiske aspekt spillede i hele perioden en rolle til fremme af humanistiske idealer og principper – og siden også som led i troskampen, hvor et protestantisk skoleteater udvikledes fx i Norden ud fra en bevidsthed om teatrets pædagogiske og propagandistiske muligheder med inspiration fra Martin Luthers elev, Philip Melanchton. I katolsk sammenhæng spillede det avancerede jesuiterteater en betydelig rolle. Teatret kunne indgå som led i fyrsternes fremvisning af egen magt og pragt, der i videre forstand indebar iscenesættelse; som i ungrenæssancens pragtfulde fiorentinske trionfi, allegoriske optog, der kom til at danne forbillede for andre europæiske hoffer. En repræsentativ genre som hofballetten tjente lignende formål, indledt med Balthazar de Beaujoyeulx’ Le Ballet comique de la Reine, Paris 1581.

Annonce

Den almindelige vilje til at genskabe antikkens teater førte til udviklingen af musikdramaet, operaen, idet man fejlagtigt antog at oldtidens ophøjede teater havde været sunget til musikledsagelse. Det var dog i begyndelsen hovedsageligt komediegenren, der blev efterlignet. Giangiorgio Trissinos tragedie Sofonisba fra 1515 med inspiration fra Euripides og Seneca hører til undtagelserne. Italien stod i 1500-tallet for dramatikerne og siden især for scenemaskineriet og musikdramaet. Dramaet udviklede sig især i Spanien og England, og efter andre principper end de formstramme, der var udgangspunktet i Italien. Også Tyskland og Frankrig kendte til dramatik af mere spektakulær art. Spaniens såkaldte guldalder, der foldede sig ud i 1600-tallet, fostrede produktive dramatikere som Tirso de Molina, der skrev dramaet om Don Juan, samt Lope de Vega og Calderón, forfatteren til Livet er en drøm ca. 1629. Det er en lidenskabelig dramatik, med heroiske, allegoriske, religiøse emner, herunder kappe-og-kårde-komedier, og fabulerende udtryksformer på tværs af de dramaturgiske normer, som var afledt af Aristoteles. De blev vist på scener, som kunne være mobile eller indrettede i gårde omgivet af husfacader, de såkaldte corral de comedia.

Tilsvarende var den engelske udvikling gået i retning af bredt fortællende historiske spil i forlængelse af middelalderens episodisk komponerede dramatik. Med opførelsen af The Theatre 1576 i London indledtes en epoke, oftest benævnt det elizabethanske teater, med et rigt og varieret teaterliv. Selvom teatret var en populær kunstart, var standens anseelse ringe. Med den puritanske republiks lukning af teatrene i 1642 søgte engelske trupper til kontinentet, hvorved det tysk-nederlandske vandretrup-teater fik en betydelig impuls fra det elizabethanske drama. Som følge af troskampen, reformation over for modreformation, som tog fart op gennem 1500-tallet, skærpedes den kirkelige antipati mod skuespilkunsten som profession, først og især fra katolsk hold. Dette fik følger for den italienske improviserede maskekomedie, commedia dell’arte, som forenede folkeligt-burleske udtryk med træk fra den lærde komedie, commedia erudita. Også denne teaterform, som arbejdede på tværs af de formstrenge klassiske principper, fik afgørende betydning for europæisk teater, i og med at trupperne snart søgte ud og turnerede i en række lande.

I Danmark betød renæssancen i første del af 1500-tallet udviklingen af et humanistisk skoledrama, som skulle danne ungdommen mentalt og retorisk. Også hoffet lod sig gerne underholde heraf, ud over at det fra 1586 engagerede professionelle engelske komedianter fra Lord Leicester’s Men. Det kongelige ceremoniel var i sig selv teatralt, mærkedage blev fejret med optræden og allegoriske optog, hvor selv de højfornemme optrådte. Ved Christian IVs kroning 1597 fremstod majestæten først som pave, siden som kvinde. Det store Bilager 1634, festen til den udvalgte prins’ bryllup, overgik alt i spektakulær overdådighed af musik, komedie, allegori og fyrværkeri. Se også Antikkens indflydelse.

Bibliografi: Fischer-Lichte, E History of European Drama and Theatre 2002; Leacroft, R & H Theatre and Playhouse 1984; Neiiendam, K Renaissanceteatret i Danmark 1988; Strong, R Splendour at Court 1973.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm: renæssance i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429795