Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

politisk teater

Oprindelig forfatter JLang

politisk teater, som regel en betegnelse for teater i tydelig opposition til magthaverne og kritisk over for samfundets tilstand. Men eftersom teater handler om menneskers relationer til hinanden og deres livsvilkår, kan man hævde, at alt teater er politisk. Teatret skildrer noget og udelader noget andet, og denne skildring har også en retning, en mening. Det teater, der bekræfter og understøtter dominerende samfundsmæssige ideologier, holdninger og adfærd og gør dem til noget naturgivent, er således også politisk teater – uden at få betegnelsen. Ud over det indholdsmæssige kan begrebet politisk teater også referere til det oplevelsespolitiske, dvs. at teatret gennem sin form og funktion udfordrer gængse måder at se og forstå teater og verden på, med henblik på at øge tilskuernes indsigt og handlingskompetence. Betegnelsen politisk teater er anvendt på det sovjetiske revolutionsteater og på det proletarisk-revolutionære teater i 1920'erne med navne som Erwin Piscator og Brecht. Fra midt i 1920'erne arbejdede Piscator med revyformen for scenisk at gestalte periodens centrale konflikter. Han inddrog alle mulige tekniske hjælpemidler (scenografi, projektioner etc.) i måden at fortælle historierne på. 1930'ernes professionelle revolutionære teatertrupper i Tyskland byggede videre på Piscators erfaringer. Revyformen blev deres grundform. Brechts lærestykker og episke dramatik afbildede samfundsmæssige processer med henblik på at kunne påvirke dem.

Efter 2. Verdenskrig oplevede det dokumentariske politiske teater en opblomstring med fx Rolf Hochhuths Der Stellvertreter 1963 eller Peter Weiss’ Die Ermittlung 1965. Af studenteroprøret 1968 opstod i den vestlige verden en lang række politiske teatergrupper, der bl.a. fungerede som gadeteatre og på anden måde deltog i den politiske antiautoritære og antikapitalistiske kamp. Kortformen og det revyprægede blev igen centrale fortællemåder. Nye sceniske virkemidler fungerede som øjenåbnere også på det formmæssige plan. Traditionen for satire blev knyttet til folkelige teaterformer i Dario Fos bidende politiske teater, der brugte latteren til at åbne tilskuerens sind for nye oplevelser og erkendelser. Fos arbejde i Italien viste også, at et politisk teaterarbejde kan have store omkostninger, idet hans teater blev udsat for chikane og sabotage fra myndighedernes side. En del af det politiske teater har arbejdet med at inddrage tilskuerne i stykkets udvikling eller lade dem overtage handlingen. Brasilianeren Augusto Boal har bl.a. udviklet en række arbejdsmetoder, som satser på at overskride grænsen mellem scene og tilskuere med henblik på at give tilskuerne mulighed for samfundsmæssigt frigørende handling, fx forumteater.

I Danmark startede et venstreorienteret politisk teater omkring 1900. Centrale initiativer var arbejderteatret i 1920'erne, røde revyer og agitpropteater i 1930'erne samt det politiske gruppeteater i 1960'erne og 1970'erne. Spændvidden i denne sidste periode kan illustreres med Debatteatret og Skifteholdet, der spillede debatskabende stykker på arbejdspladser, og Solvognen, der bl.a. lavede aktionsteater i Rebild Bakker og var julemandshær på gader og i stormagasiner i Kbh. Teatret blev i disse år også brugt som agitationsmiddel af strejkende arbejdere. Igen var det revyformen, der blev anvendt. I løbet af 1970'erne stivnede politisk teater form- og indholdsmæssigt og blev et fy-ord. I det ny årh. vokser det igen frem som fænomen og i debatter. Et særsyn er det, at Nørrebro Teater med stor succes og efterfølgende landsturné, opførte Alistair Beatons politiske satire Spindoctor 2002 i Flemming Jensens ætsende fordanskede bearbejdelse og 2005 med samme held kunne følge det op med de to’s Let’s Kick Ass om Irakkrigen. Se også Teaterarbejde; Agitprop.

Annonce

Bibliografi: Jørgensen, Aa Det alternative teater i Danmark 1983; Lundqvist, B Teatret til venstre. Politisk teater i Danmark 1979; Piscator, E Det politiske teater 1962 (ty. udg. 1929).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Langsted: politisk teater i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429646