Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

passionsspil

Oprindelig forfatter JoAnd

passionsspil, lat. passion ‘lidelse’, spil om især Kristi lidelseshistorie, opstået i middelalderen. P har oftest omfattet tiden fra den sidste nadver til korsfæstelsen, men nogle middelalderspil skitserede også tiden fra Skabelsen til Kristi genkomst. Nogle P har varet flere dage som fx spillet på simultanscenen i Valenciennes i Frankrig 1547, der varede 25 dage. P fik især en renæssance i tysktalende lande i 1700-tallet. Det længst eksisterende og stadig fungerende P blev opført første gang i Oberammergau i Bayern 1634 og spilles i dag med ti års intervaller, fx 2000, 2010 osv.

I dag opføres små P i mange kirker verden over til påske, og store friluftsspil opføres især i Syd- og Mellemeuropa, Nordamerika, Latinamerika og Mexico, fx Black Hills Passion Play i South Dakota, USA og Semana Santa i Iztapalapa nær Mexico City. Især i Filippinerne lader kristne mænd sig endnu korsfæste nogle timer under påske-højtideligheden for at gennemleve Kristi lidelser og bekræfte deres tro over for omverdenen.

Også shia-muslimerne har et stort P, Ta’ziyeh (Taziyah), der opføres i oktober til minde om mordet på Islams grundlægger Muhammeds barnebarn, Hussain, i slaget på Kerbala-sletten sydvest for Bagdad i Irak år 680. Ta’ziyeh opføres især i Iran og består dels af recitationer og processioner, hvor sortklædte mænd pisker deres bare overkrop med jernkæder for at mindes martyrernes lidelser, og dels af et kultisk spil, der kan have op til 40-50 scener.

Annonce

Bibliografi: Konigson, E Le représentation d’un mystère de la Passion à Valenciennes en 1547 1969; Monshi-Zadeh, D Ta’ziya das persische Passionsspiel 1967; Chelkowski, P J Ta’ziyeh. Ritual and Drama in Iran 1979.

Eksterne links:

www.oberammergau.de

www.greatpassionplay.com

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Andreasen: passionsspil i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 2. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429556