oplysningstiden

Oplysningstiden, periode i europæisk åndshistorie, der strakte sig gennem det meste af 1700-tallet, med en tro på den kritiske fornufts sejr og på nytten af viden og oplysning i ønsket om at sætte mennesket fri fra dogmer og overleverede traditioner.

I dramaet og teatret er oplysningstiden kendetegnet ved et opgør med klassicistiske normer og den herskende hofteaterkultur. Et udgangspunkt er det nye ‘følsomme drama’, i Danmark repræsenteret af bl.a. Charlotta Dorothea Biehl. Velkendt er J.H. Wessels travesti over den klassicistiske tragedie, Kierlighed uden Strømper, udg. 1772, Det Kongelige Teater 1773. Opgøret med hofteaterkulturen skete specielt gennem udviklingen af en egentlig teaterkritik med pioneren Peder Rosenstand-Goiske, efterfulgt af Knud Lyne Rahbek og J.C. Tode. Kritikken udøvedes ikke mindst i det kritiske parterre, undertiden med korporlige sammenstød mellem forsvarere for gammel og ny teaterkultur, som i fejden mellem officerer og studenter i 1771, opsamlet af Johannes Ewald i den lille komedie De brutale klappere 1771, Det Kongelige Teater 1831. Parterret var omkring 1780 erobret af smagsdommere som Rahbek, Tode, P.A. Heiberg og Malthe C. Bruun. De repræsenterede et kritisk oplyst borgerskab med støtte i klubber og private teaterselskaber.

Interessen for scenekunst og smagskriterier skulle afløse det gamle velyndersystem mellem det toneangivende publikum og scenens folk, og teatret skulle både oplyse og opdrage. Karakteristisk for oplysningstiden var forsøgene på at højne skuespillerstanden. Det dramatiske Selskab, stiftet 1777 af Frederik Schwarz, var tænkt som skuespillerakademi og studioscene. Flere kom på dannelsesrejser til Hamborg, Mannheim, Berlin og især Paris. Den første officielle teaterrejse til Paris, foretaget af skuespillerne Michael Rosing, Peter Saabye og Joachim Daniel Preisler, fandt sted i 1788.

Bibliografi: Schyberg, F. Dansk teaterhistorie Den store teaterrejse. Michael Rosings dagbog og breve fra Pariserrejsen i 1788 1943.