Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

opera

Oprindelig forfatter ASca

opera, plur. af lat. opus ‘værk’, ital. opera per musica ‘musikværk’, dramatisk musikværk, hvor replikkerne synges, og hvor instrumentalmusik, sang, tekst og stiliseret opførelsespraksis indgår en symbiose. En teaterform, hvor musikken – komponisten – føjer et ekstra lag til værkets følelsesmæssige udtryk. Hvor en skuespiller udarbejder dramatekstens fraseringer i samarbejde med instruktøren, har komponisten med sin musik allerede gjort en del af arbejdet for både sanger og instruktør. Teksten er som oftest underordnet musikken; den kan være underlagt flere hensyn, fx rimede vers og brug af vokaler som passer til stemmetype og tonehøjde. Derfor har den dramatiske tekst, librettoen, i en O ikke altid samme litterære vægt som i et skuespil. Med musikken som bærende formidler af dramaturgien åbnes mulighed for en mere nuanceret interaktion mellem karaktererne; hvor dialogen i et skuespil kun kan udtrykkes af én karakter ad gangen, som derfor har det fulde fokus, kan flere O-karakterer samtidig i duetter, terzetter, kvartetter, helt op til oktetter – og også med forskellig tekst – udtrykke deres følelser i en given situation. O fremstår således som en særdeles stiliseret kunstart, hvor det ekspressive symboludtryk står langt over det virkelighedsnære beskrivende, fx dødsscenen i Giuseppe Verdis La Traviata 1853, hvor det lykkes den døende, brystsyge Violetta at synge en lang krævende arie, i et kort øjebliks håb om at gense sin Alfred og forenes med ham. Musikken yder opførelsen en ekstra dimension ved som lydkulisse at farve forestillingens grundtone, som kan angive stemninger, situationer eller ved hjælp af ledemotiver erindre publikum om tidligere hændelser eller karakterer.

O opstod i et misforstået forsøg på at genoplive det antikke græske drama, som man dengang formodede blev opført med musikledsagelse og sungne partier. Det var en florentinsk gruppe af kunstnere og adelsmænd, Camerata, som 1597 opførte Jacopo Peris Dafne for et privat publikum. Librettoen er gået tabt, men Peris næste forsøg Euridice 1600 eksisterer og viser de tidligste operaforsøg som stilistisk relateret til teatret med sit deklamatoriske udtryk bestående af recitativisk solosang.

Fra Italien spredte O-formen sig til Frankrig, Tyskland, England og Rusland. Den italienske komponist Claudio Monteverdi konsoliderede formen med sin Orfeo 1607, og med hans værker blev det første offentlige operahus indviet 1637, Teatro di San Cassiano i Venedig. Monteverdis værker bredte sig til Wien og den tyske hofkapelmester fra Dresden, Heinrich Schütz, fik sin første O Dafne opført 1627. 1678 blev Opern-Theatrum (i dag Hamburgische Staatsoper) indviet med Johann Theiles Adam und Eva, den første tysksprogede O, som blev den spæde begyndelse til de populære Singspiele, operettens ur-form. I mellemtiden havde O også spredt sig til Frankrig; Opéra National de Paris (i dag Pariseroperaen) blev indviet 1669, og her skabte komponisten Jean-Baptiste Lully en særlig fransk O-stil med indlagte balletter. I England skabte Henry Purcell en engelsk variant, på baggrund af masque’en, som dog mere var forestillinger med indlagt musik. Først da Händel kom til London 1711, fik O her fæste med bl.a. hans Rinaldo s.å. og Giulio Cesare in Egitto 1724. Englands første operahus, Queen’s Theatre, i dag Her/His Majesty’s Theatre, blev indviet 1711.

Annonce

To stilarter dominerede 1700-tallets O: opera seria, den alvorlige O, som med sine kastratsangere især trivedes i Italien og med Händel i England, og opera buffa, den komiske O, som i Frankrig blev kendt som opéra comique, om end den alvorlige og komiske genre blandedes allerede hos Monteverdi, fx i L’incoronazione di Poppea 1642 (Poppeas Kroning Studenteroperaen 1966, Det Kongelige Teater 1978).

Denne blandingsform konsoliderede Mozart i sine dramma giocosa (spøgefuldt drama) eller opera semiseria (halvseriøs opera) som fx Le nozze di Figaro 1786 (Figaros Bryllup Det Kongelige Teater 1821) og Don Giovanni 1787 (Don Juan Det Kongelige Teater 1807); virtuossangerne fik frit råderum i hans komiske og lettilgængelige forvekslingsdramaer. Med Mozarts Die Zauberflöte 1791 (Tryllefløjten Det Kongelige Teater 1826) og Ludwig van Beethovens Fidelio 1814 (Det Kongelige Teater 1829) introduceredes romantikken, som i Tyskland fik sit højdepunkt med Carl Maria von Webers Der Freischütz 1821 (Jægerbruden Det Kongelige Teater 1822). Inden da havde C W Gluck påbegyndt en O-reform, som blev en forudsætning for Giuseppe Verdi og Wagner. Med Orfeus ed Eurydice 1762 (Orfeus og Eurydike Det Kongelige Teater 1896) og Alceste 1767 (DRtv 1957) søgte Gluck væk fra bravour-stilen, hvor hele fokus lå på sangteknikken og -udførelsen mod en mere enkel, deklamatorisk stil, hvor dramaet fik lov at træde frem.

Fra midten af 1800-tallet blev det således i Ita lien Verdi og i Tyskland Wagner, som dominerede O-udviklingen. Verdi med sine store dramatiske værker, hvor tekst og musik er ligeværdige, ligesom karakterernes psykologiske udvikling betones. Hans libretti er oftest skrevet på baggrund af store klassikere fra fx Shakespeare og Fr. Schiller med fokus på både de politiske som menneskelige aspekter. Wagner var på sin side banebrydende med sine teorier om det demokratiske teater, hvor alle havde lige ret, og om et Gesamtkunstwerk, hvor alle operaens elementer fra musikken til teksten, gestikken, scenografien og teaterrummets indretning fik lige prioritet.

I England havde John Gay succes med at parodiere Händel og opera seria i sin The Beggar’s Opera 1728 til musik af J C Pepusch, men om nogen egentlige højdepunkter kan man ikke tale før Benjamin Britten brød igennem med Peter Grimes 1945 (Det Kongelige Teater 1947).

I Frankrig var O fortsat underlagt konventionen med indlagte balletter eller danseoptrin og stilmæssige udstyrsstykker med udgangspunkt i historiske dramaer og romancer som Georges Bizets Carmen 1875 (Det Kongelige Teater 1887). Først med Claude Debussys impressionistiske Pelléas et Mélisande 1902 (Det Kongelige Teater 1925) kom man bort fra bravour-stilen. I Øst-Europa udvikledes i slutningen af 1800-tallet en selvstændig O-stil med bl.a. Modest Mussorgskij og Tjajkovskij i Rusland, og Bedřich Smetana og Antonin Dvořak i Tjekkiet.

1900-tallets O blev ekspressionismens og eksperimenternes tid. De østeuropæiske komponister stod stærkt med Sergei Prokofiev og Igor Stravinskij, men også med Leos Janáček, Béla Bartók og Dmitrij Sjostakovitj. I Tyskland satte Kurt Weill i samarbejde med Brecht dramaturgisk fokus på socialrealisme og samfundskritik, fx i Aufstieg und Fall der Stadt Mahagonny 1929. Et helt nyt lydbillede udvikledes, bl.a. med 12-tonemusikken i Arnold Schönbergs Moses und Aron 1932 og hos hans elev Alban Berg med Wozzeck 1925 (Det Kongelige Teater 1971) og Lulu 1937 (Grønnegårds Teatret 1996) til Hans Werner Henze og Karlheinz Stockhausen med stilblandinger, hvor instrumenter og stemmer frembringer overraskende lydbilleder ligesom hos György Ligeti og Krzysztof Penderecki. Disse banebrydende stilretninger har haft vanskeligere ved at nå et nyt operapublikum, men O skrevet før 1. Verdenskrig er som teaterform vokset i popularitet op mod årtusindskiftet.

Opera i Danmark. De første operaer i Danmark var syngestykker med indlagte balletter efter fransk forbillede, som blev spillet i slutningen af 1600-tallet for en lukket kreds ved hoffet. Genren fik dog hurtigt sit første alvorlige knæk, da en helaftensopera, Der vereinigte Götter-Streit, inspireret af den nye opera i Hamborg, skulle opføres i anledning af Christian Vs fødselsdag i 1689 i Sophie Amalienborgs nyindrettede teatersal. Ved andenopførelsen gik der ild i teatret, og ca. 186 mennesker indebrændte. Chokket over tragedien skrinlagde kongens planer om et rigtigt O-hus. Først 1703 indviedes Operahuset i Bredgade, men dets funktion som O-hus blev kort, tiden var fortsat ikke moden til den nye genre. Frederik IV havde på sin dannelsesrejse til Italien og Frankrig 1692-93 set mange operaer og fik, som sin søn Christian VI, en livslang interesse for genren; bl.a. rejste de ofte til Hamborg for at høre O. En tysk trup blev inviteret til Kbh. for 1721-23 at opføre O i stedet for den franske skuespillertrup, som kongen afskedigede, og som i stedet rykkede til teatret i Lille Grønnegade. Men interessen for skuespillet var stadig større, og med pietismens komme var der ingen O længere. 1747 blev imidlertid den italienske O-impressario, Pietro Mingotti inviteret til landet med sin trup, og kortvarigt blussede O-interessen op. Med sin kapelmester, Paolo Scalabrini og senere Giuseppe Sarti opførte truppen en lang række operaer på Hofteatret, og da de drog videre efter tre sæsoner, blev Scalabrini i Danmark og komponerede bl.a. musikken til J H Wessels Kierlighed uden Strømper Det Kongelige Teater 1773. Sarti skrev for syngespillet, bl.a. N K BredalsTronfølgen i Sidon 1771, mens de italienske trupper kom og gik indtil slutningen af 1778, hvor de blev afskediget. Inden da var der dog oprettet en operaskole 1773 til uddannelse af skuespillere, som optrådte i de populære franske og danske syngespil.

Efter deres teaterrejse i Europa i 1788 formidlede J D Preisler, Michael Rosing og Peter Saabye deres store begejstring for Mozart, og Cosi fan tutte (fra 1790) kom op på Det Kongelige Teater 1798 uden den store interesse til følge, men efter opførelsen af Don Juan i 1807 blev Mozarts operaer opført jævnligt side om side med de danske syngestykker af bl.a. J E Hartmann, Kunzen, Weyse og Edouard DuPuy. Med Friedrich Kuhlaus trylleopera Lulu 1824 indvarsledes en ny stil i retning af den italienske opera seria, som blev fulgt op af tyske og italienske operaer. 1800-tallet bød på et bredt spektrum af europæiske operaer, ligeligt fordelt med den danske vaudeville, som med Johan Ludvig Heiberg opnåede stor popularitet fra 1820'erne. Få danske operaer blev det til,J.P.E. Hartmann skrev bl.a. to til H.C. Andersens tekst, Ravnen Det Kongelige Teater 1832 og Liden Kirsten Det Kongelige Teater 1846, og Peter Heise til hans Drot og Marsk 1878, som blev et hovedværk. I 1870'erne introduceredes Wagner og med Det Kongelige Teaters nye teaterbygning på Kongens Nytorv fra 1874, som især er velegnet til O, fik genren en glansperiode frem til ca. 1910, takket være en lang række strålende sangere og ikke mindst Carl Nielsens to operaer Saul og David 1902 og Maskerade 1906. Her er tale om et paradigmeskift væk fra Wagner og den italienske opera, som blev betegnende for det 20. årh.s genremæssige diversitet. Her tegnes billedet af komponister som Svend S Schultz, Ib Nørholm, Per Nørgård, Bent Lorentzen, Bo Holten, Andy Pape, John Frandsen og ikke mindst Poul Ruders, som også internationalt har gjort sig bemærket.

I provinsen turnerede enkelte opera- og operetteproduktioner, bl.a. ved Harald Christophersen og Kay Abrahamsen indtil landsdelsoperaerne blev etableret, først med Den jyske Opera 1947, Den fynske Opera 1948, siden med Musikteatret Undergrunden 1977 og Odense Internationale Musikteater 1994, og i Kbh. Holland House 1988 og Den Anden Opera 1994 (siden 2006 kaldt Plex). Foreningen Operaens Venner har eksisteret siden 1982 og udgiver seks gange årligt tidsskriftet Ascolta. Operasangere i Danmark uddannes over 3 år på Opera Akademiet, som er en overbygning til DanmarkDM, knyttet til Det Kongelige Teater. 2005 indviede Det Kongelige Teater et nyt operahus, Operaen, tegnet af Henning Larsen, på Holmen i Kbh. Se også Lærestykker.

Bibliografi: Parker, R The Oxford Illustrated History of Opera 1994; Schepelern, G Operaens historie i Danmark: 1634-1975 1995; Schiørring, N Musikkens Historie i Danmark 1-3 1977-78; Somerset-Ward, R The Story of Opera 2001.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alette Scavenius: opera i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429474