Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

moderne teater

Oprindelig forfatter Holm

moderne teater, markerer sig i anden halvdel af 1800-tallet ved en række nybrud inden for dramatik, skuespilkunst, iscenesættelse m.v. Overordnet kan man tale om et spil imellem to hovedretninger: på den ene side en gengivelse af den ydre virkelighed, en realisme, som på naturvidenskabeligt grundlag udvikler naturalismen, med en særlig vægt på detalje-præcisionen, som hos Ibsen. Det illuderende søgtes opnået gennem lys og scenografi og en nærmest videnskabeligt psykologisk skuespilteknik. På den anden side ses en dyrkelse af indre, poetiske, subjektive, mytiske universer, især repræsenteret ved symbolismen som i Strindbergs drømmeagtigt visionære dramatik, og hvor de sceniske udtryk var inspireret af tidligere eller eksotiske teaterformer. Man kan også tale om et stadigt spil mellem et mere tekstligt og et mere billedligt teater.

Tilknytningen til modernitetens virkelighedsforståelser indebar opgør med konventioner og en insisteren på, at kunstarten motiveres ved andet end sig selv. I den optik kan teatrets historie forstås som en kamp for at blive anerkendt som profession, som forskydes hen mod en stræben for at blive defineret som mere end en profession. Det kunne for de radikale naturalister være socialt, politisk, ideologisk betinget. Eller for de visionære have nærmest religiøse overtoner, som foregribes i Wagners idé om et teater, der som en kollektiv drøm skulle gestalte de store myter og dermed genskabe den græske tragedies kultiske funktion. Wagners Festspielhaus – ikke ‘teater’ – i Bayreuth materialiserede drømmen om den overindividuelle, hallucinerede tilstand, der accentueredes ved at salen mørkelagdes, hvilket nu var blevet teknisk muligt.

Modernitetens tendens til afindividualisering, som også ses i billedkunsten, fremstår på teatret som dels metafysisk, dels mekanistisk motiveret. Masken og marionetten bliver gennemgående metaforer. Transcendensen gør sig markant gældende hos Edward Gordon Craig, som inspireret af symbolismen ville genskabe kunstartens oprindelige spirituelle forankring ved at løsrive udtrykket fra den alt for individuelle og uforudsigelige menneskelige krop som instrument og erstatte den med en Übermarionette som gestaltning af det guddommelige. Der er ikke entydigt tale om enten beåndet, instrumentaliseret krop eller decideret vitaliseret materie. Craigs tanker fik betydning for Jacques Copeaus arbejde med krop og maske og for Tadeusz Kantors blanding af kroppe og dukker. Craig taler i 1911 om, at teatret har mistet sin sublime kvalitet, prostitueret sig; det gælder altså om at søge tilbage til før dette ‘syndefald’. Teater som en art kollektivt ritual sås udfoldet i Max Reinhardts storslåede iscenesættelser af bl.a. græske klassikere. Stiliseringen og den metafysiske stræben sporedes hos de tyske ekspressionister med afsæt i Strindbergs vandringsdramaer. Det handler om at gestalte processer og tilstande, ikke om karakterstudier. Selve karakterbegrebet og dialogen var udfordret, i og med at det faste begreb om en menneskelig identitet og kommunikation var til diskussion. Begge dele tematiseres i Pirandellos Seks personer søger en forfatter 1921, som demonstrerer det konventionelle dramas og teaters kollaps.

Annonce

Den radikale avantgarde tog afsæt i folkelige genrer som cirkus og kabaret og nedbrød grænserne mellem kunstarterne og mellem fiktion og realitet på måder, som siden dukker op i happening- og performanceteater. Afindividualiseringen kunne have karakter af en mekanisering: skuespilleren som komponent i det sceniske maskineri i fx Meyerholds biomekanik, i det sovjetiske revolutionære masseteater eller Erwin Piscators politiske forestillinger om økonomiske og sociale mekanismer. Stiliseringen kombineres hos Brecht med sociologisk realisme og dialektik.

I 1900-tallet kan man se Antonin Artaud og Brecht som ikon-figurer for en fokusering på en hhv. ikke-rationel (indre) og en rationel (ydre) dimension. Begge er de i opgør med det konventionelle borgerlige teater, naturalismen var endt som. Begge anfægter et repræsentativt teaterbegreb. Artaud repræsenterer måske det ultimative projekt om teatret som gestaltning af den magisk-mystiske dimensions virkelighed i katharsiske trancetilstande med afsæt i ikke-europæiske performative kulturer. Han slutter forordet til Det dobbelte teater 1938 med ordene: ‘hvis der er noget der er helvedes fordømt i vor tid, så er det at hænge sig i kunstneriske former, i stedet for at være som torturofre der bliver brændt og signalerer fra deres bål’. Artauds formulering fik en kolossal gennemslagskraft gennem Jerzy Grotowskis måde at citere den på i bogen Towards a poor Theatre 1968: ‘Actors should be like martyrs burnt alive, still signaling to us from their stakes’. Senere betydningsfulde eksempler på mystikere eller metafysikere, som bl.a. søger mod det fremmede, de ikke-vestlige ritualiteter og universer, er Peter Brook – som opererer med et begreb, det ‘hellige teater’ – og til dels Ariane Mnouchkine og Eugenio Barba. Skuespilleren skal ikke blot være skuespiller, men eksponent for noget andet og større, noget overmenneskeligt. Et beslægtet fænomen kan være politisk motiveret; en opfattelse af skuespilleren som (prostitueret) lønarbejder, til forskel fra den politiske kunstner, som motiveres af en mission. Brechts didaktiske Lehrstücke (lærestykker) 1928-34 er tænkt til ideologisk indøvelse, ikke som (underholdende) erhvervsudøvelse. Og også i det politiske felt findes mere mystiske overtoner, som når den italienske – Brecht-inspirerede – instruktør Giorgio Strehler i den almene eufori umiddelbart efter 2. Verdenskrig så teatret for sig som ‘profan ritualitet’, en fest for alt folket. Den drøm brast hurtigt.

Revolutionære dynamikker har ofte formuleret sig gennem teatret som en utopiens iscenesatte ritualitet. Det gælder også de opstemte, kollektive slut-1960ere, hvor det teatrale univers uden for institutionerne kunne rumme træk af kloster og kommunion. Inden for dramatikken kan arven fra symbolismen og Strindberg på mange måder følges hos absurdisterne. Den kritiske virkelighedsskildrende linje fra naturalismen dukker op i flere bølger: en angry young bølge i England i 1960'erne, en tysk ny-realisme i 1970'erne og en engelsk brutal in-yer-face bevægelse i 1990'erne. Karakteristisk for hele området er en mangfoldighed af kombinationer, hvor fx Artaud-inspireret avantgarde-teater kan forstå sig selv som politisk revolutionært. En kaleidoskopisk fragmentering er tydelig i et postmoderne, ofte form- og æstetikdyrkende teater som hos Robert Wilson eller Kirsten Dehlholm. Undertiden tales om et postdramatisk teater hos fx toneangivende tyske instruktører og dramatikere; opløsninger af tilvante narrative forløb og sceniske begreber ofte med samfundskritisk hensigt. Karakteristisk er også konceptteatret, hvor det markante iscenesættergreb har forrang frem for arbejdet med dramaets betydningspotentiale.

I Danmark har den gedigne virkelighedsgengivelse haft betydelig dominans. De eksperimenterende impulser fik først med Brecht- og absurdismebølgerne en vis gennemslagskraft, dog således at Odin Teatret og siden performancegenren indebar betydelige nybrud. 1990'erne betød en væsentlig blomstring for dramatikken, som både trak på naturalismen og mere fragmenterede fortælleteknikker. Med 2000-tallet udvikles interaktive fortælleteknikker, der, med tysk og amerikansk inspiration, relaterer sig til en politisk-økonomisk virkelighed.

Bibliografi: Bergman, G M Den moderna teaterns genombrott 1966; Fischer-Lichte, E Theatre, Sacrifice, Ritual 2005; Garsdal, L & Theil, P Hvem der? Scener fra 90erne 2000; Lehmann, H-Th Das postdramatische Theater 1999; Szondi, P Theorie des modernen Theaters 1964.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm: moderne teater i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429210