Melodrama, gr. melos ‘sang’, ‘melodi’, dramatisk blandingsform, opstod i slutningen af 1700-tallet i Frankrig, hvor dramatiker og instruktør Guilbert Pixérécourt gav genren dens form og forsynede boulevardteatrene – både i Europa og Amerika – med over hundrede stykker. Karakteristisk for M var den spændende handling, den akkompagnerende underlægningsmusik, senere overtaget af filmen, og de indlagte sang- og dansenumre og den sort/hvide persontegning. Stående figurer var den uskyldshvide heltinde, der efterstræbes af den intrigerende skurk, den tapre helt og den komiske person, der ofte står på de gode magters side. M var udstyrsstykker med stort statisteri og undertiden levende dyr på scenen. De førte publikum vidt omkring – tilbage i historien, til eksotiske egne, rene eventyrverdener, men også til hverdagens miljøer. M krævede en professionel instruktør til at holde styr på tropperne, men også teatermaleren fik en vigtig funktion.LJM Daguerre, P-L-C Ciceri o.a. skabte mirakler på boulevardscenerne vha. den nye gasbelysning.

M havde en folkeopdragende mission og ønskede at give publikum gode rollemodeller. Med årene fik M en udtalt social tendens som i Frédérick LemaîtresRobert Macaire 1834. En lignende tendens møder man hos den meget produktive irsk fødte Dion Boucicault, der i mange af sine M tog sociale emner op – fx Octoroon, der er et angreb på slavehandelen. M var 1800-tallets populæreste teaterform. Det lever stadig, men blev i 1900-tallet først og fremmest overtaget af film og tv.

Bibliografi: Bergman, G M ‘Den professionelle instruktør gør sin entré, 1750-1850’ i Ludvigsen, C & Kehler, S Teatrets historie 1962; Disher, M V Blood and Thunder: Mid-Victorian Melodrama and its Origins 1949; Gascar, P Le Boulevard du Crime 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig