Lystspil, ty. Lustspiel, dukker første gang op som titel på et anonymt skuespil i 1536 og bliver med tiden brugt synonymt med komedie. I 1800-tallet kan L således dække både Holbergs komedier såvel som Johan Ludvig Heibergs og J.C. Hostrups vaudeviller og A.E. Scribes konversationsstykker. I 1900-tallets film og teater betegner L det lette, underholdende og veldrejede drama uden den klassiske komedies fordybelse i de komiske typer. På det seneste er termen ofte erstattet af komedie især i film og tv under indflydelse af det mere bredt anvendte engelske comedy.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.